Dette indlæg er mit første af slagsen, og med vores nylige nytårsskifte friskt i hukommelsen, hvad kunne så være et mere oplagt emne at tage fat i end det at skabe nye begyndelser?
Det særlige ved Nytår
Det nye år, som ligger foran os, bliver for mange symbolet på en ny begyndelse. En mulighed for at viske en mudret tavle ren fra året, der er gået, og gøre klar til at forsøge at udvikle og manifestere nye rutiner og ritualer for det nye år. I virkeligheden er hvert eneste øjeblik jo et øjeblik, vi aldrig før har befundet os i og dermed også en mulighed for en ny begyndelse – som Louise Hay så smukt beskriver det, så skaber vi vores fremtid med netop dette øjeblik.
Alligevel er der noget helt særligt ved nytårsskiftet. Det er som om, at de fleste af os bruger tiden op til denne særlige aften på at kaste et blik tilbage på året, der er gået, for på den måde at tage stilling til, hvad vi vil tage med videre ind i det nye år. Vi tager os tid til at stoppe op og reflektere over, hvad der har været godt, hvad der har været hårdt og udfordrende, hvad der har tjent os, og hvad vi gerne vil give slip på sammen med det gamle år.
“Vi skaber vores fremtid med netop dette øjeblik.”
Louise Hay
Som beskrevet på min hjemmeside, er en af mine vigtigste intentioner med denne blog at kaste lys på nogle af de sider af vores eksistens, som vi ofte har svært ved at snakke åbent, frit og ærligt omkring. Jeg har derfor valgt at lade resten af dette indlæg tage udgangspunkt i en åben, ærlig og personlig beretning om året, der er gået, og den nye begyndelse, vi er på vej ind i – nemlig min egen. Det forgangne år har for mit vedkommende været et år, der virkelig har skubbet til mig og udfordret mig på rigtig mange niveauer, og det har på den måde givet anledning til nogle store beslutninger og nye begyndelser for dette nye år.
Et tilbageblik på et år med personlige kriser
Jeg gik ind i 2020 med et ubærligt tungt og lukket hjerte. Halvanden måned forinden skete der en forfærdelig tragedie blandt mine nærmeste, som jeg stadig ikke rigtig har fundet ordene for eller modet til at beskrive. Vi mistede Elvira. Verdens smukkeste 11-årige sjæl, der blev kørt ned på vej til skole af en stofpåvirket mand. Emnet sorg vil jeg forsøge at behandle i et fremtidigt indlæg, men dengang, tilbage i januar, blev jeg sendt ud i en tyk tåge af nogle af livets mørkeste skygger. Jeg skulle egentlig være startet på den indledende litteraturundersøgelse til mit forestående speciale, men jeg kunne ingenting.
Alt var mørkt.
Alt var meningsløst.
Jeg kan huske, at jeg i midten af januar opsøgte en dygtig kropsterapeut, fordi jeg dagligt oplevede stærke smerter i mit underliv. Han konstaterede halvvejs gennem behandlingen, at jeg havde lukket af for livet. Jeg tror ikke, at jeg selv kunne have beskrevet det, der skete i mig, mere rammende. Jeg var så fyldt af eksistentiel vrede over, at noget så meningsløst og uretfærdigt kunne finde sted, at jeg næsten havde meldt mig selv ud. Jeg overvejede for en stund at tage orlov fra alle de ting, jeg var i gang med – psykologistudiet, kropsterapiuddannelsen, yogaundervisningen, min egen klinik, det hele – men tanken om at bruge alle vågne timer på at være alene i det mørke, jeg følte, jeg befandt mig i, fik mig hurtigt på andre tanker. Jeg har altid opfattet mig selv som en handler og en fighter, så jeg besluttede mig for at forsøge at kæmpe mig tilbage til tilværelsen. Kæmpe mig tilbage ved at flygte fra det, der egentlig kaldte på opmærksomhed.
Et eksistentielt speciale midt i en personlig eksistentiel krise
Fra 1. februar kastede jeg mig derfor ud i en specialeproces der – til ingens overraskelse – næsten knækkede mig. Jeg valgte et svært og diffust emne, der aldrig var blevet behandlet før – selvværd som et eksistentielt grundvilkår – jeg valgte teori, som jeg aldrig havde beskæftiget mig med før – eksistentiel psykologi – og jeg skrev alene for første gang i min tid på universitetet. Midt i en personlig eksistentiel krise. I kan sikkert forestille Jer, at den cocktail var brandfarlig. Flugten fra sorgen ind i litteratur centreret omkring død, mening, kærlighed og hvad den menneskelige eksistens ellers byder på af fælles grundvilkår, konfronterede mig dagligt med smerten i mit hjerte, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved.
Så jeg kæmpede videre. For det er det, jeg kan og har lært mig selv.
Af frygt for at stå stille.
Af frygt for at blive opslugt.
Af frygt for at mærke alt det, jeg ikke turde at konfrontere.
Efter 4 måneder med blod sved og tårer (bogstaveligt talt), fik jeg i slutningen af maj specialet i hus, og efter en kort fejring rettede jeg hurtigt blikket mod min eksamen i Kropsterapi i midten af juni.
En uventet afslutning
Siden maj 2019 har jeg, sideløbende med mit psykologistudie, været igang med en uddannelse i Kropsterapi. Et år med utrolige indsigter, lærdom og nye perspektiver skulle nu kulminere i en praktisk eksamen. For første gang i mit liv gik jeg op til en eksamen med ro i maven og tillid til processen frem for øje for målet. Med fokus på læring i stedet for præstation. Og for første gang i mit liv skulle jeg opleve at dumpe en eksamen. Den dag idag er jeg stadig i tvivl om hvorfor, men det er i denne sammenhæng ikke det vigtige. Det vigtige er min reaktion på min oplevelse af at blive “dumpet” af nogle mennesker, som jeg op til den dag havde set enormt meget op til og lagt min tillid i hænderne på. Selvom jeg dybest set både fagligt og værdimæssigt var uenig i begrundelserne for – og især måden hvorpå – jeg blev dumpet, så vendte jeg alt for hurtigt alting indad og lod mig blive fuldstændig opslugt af skam.
Den altopslugende og altoverskyggende følelse af at være forkert som menneske.
Der gik flere timer, før Mattis, min kæreste, kunne få mig til at se ham i øjnene igen. Hvordan kunne tre andre menneskers vurderinger og udtalelser trumfe min egen oplevelse og virkelighedsopfattelse i en så voldsom grad, at min konklusion blev, at der måtte være noget galt med mig som menneske? Det var i sandhed et kald på at stoppe op og gå på opdagelse i, hvad i mig der var så identificeret med præstation og andres accept og anerkendelse, at denne oplevelse kunne vælte min verden så meget. Men i stedet gav jeg mig selv en uge til at finde mit fighter-instinkt frem, fik en reeksamen stablet på benene med hjælp fra nogle fantastiske mennesker omkring mig… og nailede den.
I trods mod de mennesker, der havde brudt min tillid.
I kamp for at vise, at de havde taget fejl.
I frygt for at den tvivl, de havde vækket i mig, ville bide sig fast.
Og igen i hast for ikke at gå i stå og mærke alt det, jeg målrettet forsøgte at flygte fra.
Min strategi med at forsøge at tackle min vrede, sorg, afmagt og frygt ved at gøre, handle og fokusere på det næste, der skulle klares, fik mig igennem sommeren og ind i mit afsluttende semester på vej mod titlen som psykolog. Dette semester bød på det længe ventede praktikforløb, som jeg havde glædet mig helt ufatteligt meget til! Endelig skulle jeg væk fra bøgerne og ud i det praktiske felt og suge til mig af viden og erfaring fra dygtige mennesker i nogle faste og trygge rammer – et velkomment frisk pust efter i en årrække at have arbejdet meget alene og meget selvstændigt. Aldrig har det været så let for mig at flyve ud af sengen, når vækkeuret ringede kl. 6.30 og turen gik på racercykel mod Taastrup og den hverdag, jeg med begejstring var i gang med at etablere på mit praktiksted. Alting gik forrygende, jeg følte mig lettere, gladere og på rette spor… lige indtil onsdag den 23. september, hvor en bil drønede direkte ud foran mig på min cykel, og jeg røg med ambulance til skadestuen. En masse ufatteligt heldige omstændigheder gjorde, at jeg slap med et par skrammer og en hjernerystelse. Men enhver, der har stiftet bekendtskab med hjernerystelser – enten personligt eller på sidelinjen – ved, at det er en drilsk affære, som på meget uventet vis kan vise sig at være meget mere alvorlig end forventet. Og dette skulle vise sig at være tilfældet for mig. Mit liv blev fra den ene dag til den anden sat på fuld-stop-pause. Jeg måtte efter 14 dages modvilje, modstand og kamp mod virkeligheden til sidst kapitulere og sygemelde mig fra alle aktiviteter resten af året.
Den frygtede pause
Den pause, jeg var flygtet fra hele året, måske hele mit voksenliv, var en realitet. Livet havde jo i virkeligheden forsøgt at ringe mig op flere gange i løbet af året, men jeg havde af en eller anden grund ikke været klar til at lytte efter. Og nu havde jeg intet valg. Jeg blev tvunget ud af mit høje tempo og ind i stilheden og stilstanden, og aldrig havde det larmet og støjet så meget. Jeg blev tvunget ud af min gøren og ind i min væren, og aldrig havde det været så svært. Alle de svære følelser, fornemmelser og tanker, jeg både bevidst og ubevidst havde forsøgt at undertrykke, skubbe til siden og flygte fra, ramte mig med 120 km/t, og jeg blev tvunget til at forholde mig til det hele.
Sorgen over at miste helt utidigt.
Vreden over de eksistentielle spilleregler, som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle kunne acceptere og dermed navigere i.
Afmagten over at min illusion om styring over og kontrol i livet var blevet revet væk under fødderne på mig på ét enkelt øjeblik året forinden – og nu igen.
Jeg følte mig fuldstændig nøgen i min væren. Uden min gøren til at kompensere for sider ved det menneske, jeg så på i spejlet, som jeg dømte og ikke kunne finde kærlighed til. For det var netop det, der udspillede sig – at jeg havde så travlt med at handle for ikke at mærke den smerte, der lå bag meget af det, jeg foretog mig. Og dér, lige dér i det allermørkeste øjeblik, ramte det mig. Jeg var i bund og grund styret af en sitrende, dyb og eksistentiel frygt.
En frygt for ikke at være god nok, hvis jeg ikke ydede toppræstationer og fik topkarakter til alle mine prøver og eksaminer.
En frygt for ikke at være et godt menneske, hvis ikke jeg bidrog og var moralsk ansvarlig i alt, hvad jeg foretog mig.
En frygt for ikke at være elskelig, hvis ikke jeg var smuk, stærk, selvstændig og beskyttede dem, jeg holder af.
En frygt for ikke at have styringen i mit eget liv, hvis ikke jeg altid var på forkant og tog tingene i egne hænder.
Og mest af alt, en frygt for at sande, hvor skrøbeligt livet i sandhed er, og at den eneste garanti, vi faktisk har, er, at intet varer ved.
Én ting er at have hørt disse sætninger kastet over kaffebordet som hult-klingende klicheer… noget ganske andet er at mærke dem dybt inde i hver eneste celle i hele ens krop. Men efterhånden som dette dæmrede for mig, begyndte der at ske noget forunderligt. Det gik op for mig, at noget i mig allerede vidste alle disse kendsgerninger. Noget i mig vidste det hele og havde det fuldstændig roligt med det. Dér, i mørket og nøgenheden, fandt jeg noget helt unikt. Noget, som jeg i nogle år op til dette øjeblik havde forsøgt at forstå og arbejde mig henimod mentalt. Noget, som jeg nu mærkede på en helt ny måde.
Jeg fandt min sårbarhed.
Min tillid.
Min taknemmelighed.
Jeg fandt min hjerte, og den ufattelige visdom og intelligens, dette sted rummer.
Denne intelligens rækker på en eller anden måde langt ud over, hvad hovedet og den mentale intelligens nogensinde kunne drømme om at opnå. Jeg fandt et sted i mig, der ikke var styret af frygt, men af kærlighed. Ikke den kærlighed, de fleste af os kender som noget, der er rettet mod et bestemt objekt. En kærlighed, jeg begyndte at se gennemstrømme alt liv omkring mig. En kærlighed, der aldrig forgår. En kærlighed, som også Elvira på en eller anden måde lever videre i. For nu vil jeg ikke beskrive dette nærmere, men denne oplevelse og indsigt viste mig, at jeg måtte træffe et valg.
Ville jeg vælge at melde mig ud af eller ind i livet?
Ville jeg vælge mørket eller lyset?
Ville jeg vælge frygten eller kærligheden?
En kort stund efter dette øjeblik samlede jeg min telefon op og lavede et opslag på et socialt medie, der – i modsætning til alle mine forrige opslag – ikke handlede om alt det, der gjorde mig glad. Det handlede om den smerte, jeg stod i, og som vi alle på et eller andet tidspunkt i vores liv kommer til at stå i. Det kom fra et så hudløst ærligt, sårbart og autentisk sted, som jeg aldrig før havde kunnet snakke fra. Og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi drømt om den modtagelse, det fik. Mennesker – også nogle jeg ikke havde snakket med i årevis – kontaktede mig og fortalte, at de var blevet dybt berørt over mine ord, og at de kunne nikke genkendende til meget af det. I skal alle have et af hjertet tak for jeres beskeder. De har hjulpet mig med at finde modet til at bruge min styrke til at tale fra min sårbarhed i stedet for at bruge den til at gemme den væk. I har været med til at vise mig, at jeg har et kald her. Og dette kald har sendt mig ud på en rejse.
Ud på en ny begyndelse.
Min nye begyndelse
Der er nu gået 3,5 måned siden ulykken, hvilket – for at være ærlig – føles lidt surrealistisk. På sin vis har jeg det egentlig som om, at det sidste år næsten har været et liv for sig. Inden for den eksistentielle del af psykologien bliver kriser ofte omtalt som helt essentielle for vores udvikling, idet de ofte transformerer vores forhold til tilværelsens eksistentielle dilemmaer og paradokser – eksempelvis at der ikke kan være liv uden død, mening uden meningsløshed, orden uden kaos, frihed uden begrænsning. Det kan jeg på en eller anden måde bedre mærke og forstå tyngden i nu. Den eksistentielle psykolog Rollo May beskriver i sin bog “Existence”, at begrebet væren skal forstås i betydningen potentia, kilden til det potentielle, til muligheden. I hans optik er menneskets væren dermed den mulighed, vi har for at blive til det, vi i sandhed er. Og nogle gange skal vi ud i kriser, der rusker os dybt nok til, at vi bliver tvunget ind i denne væren, dette potentiale.
Tænk engang, at jeg skulle slå hovedet så hårdt for at komme til stede i nuet og i min væren med alt, hvad det indebærer, og på den måde begynde min undersøgelse af, hvem jeg i sandhed er.
Siden den pause, livet har sendt i min retning, har jeg mærket alt muligt rigtig meget, men én ting mærker jeg helt tydeligt: Jeg vil ikke være styret af frygt, travlhed og en illusion om kontrol. Jeg vil mærke og være i livet. Jeg vil være et helt menneske, og jeg vil være det menneske, jeg i sandhed er – hvad det så end indebærer.
Jeg er derfor i sorg.
Jeg er i glæde.
Jeg er i vrede, afmagt og frustration.
Jeg er i dyb taknemmelighed, tillid og kærlighed.
Jeg er.
Min nye begyndelse for dette nye år kan med andre ord koges ned til følgende:
At dyrke min væren, mit potentia.
At være nærværende med det, der dukker op, når det dukker op.
At bevæge mig fra et liv styret af frygt til et liv ledt af kærlighed.
At svare når livet kalder.
Hvad gør du, når livet kalder?
Måske dette indlæg kan inspirere dig til at gå på opdagelse i, hvad du gør, når livet kalder? Er der noget i dit liv, du tror, du skal flygte fra? Er der områder af din tilværelse, hvor du lader dig styre af en ubevidst frygt for ikke at være god nok, ikke at være elskelig nok, ikke at være stærk nok, ikke at være unik nok, ikke at være kompetent nok – eller hvad det nu handler om for dig?
Tænk hvilket år 2021 kunne blive, hvis vi alle begyndte at fokusere på at støtte os selv og dem, vi holder af, i at kaste lys på de ting vi tror, at vi skal gemme væk og skamme os over, og som på den måde styrer vores liv ud af vores væren. Styrer vores liv ud af potentialet for at blive dem, vi i sandhed er.
Tænk hvis vi stopper med at tro på, at der er noget, der hedder fejl – at der kun eksisterer læring.
Tænk hvis 2021 kunne blive et år, hvor vi byder livets kriser velkomne med ro, åbenhed, tillid og måske endda nysgerrighed efter, hvilke indsigter de bærer med sig.
Tænk hvis vi alle kunne træde bare et lille skridt i retningen mod at tillade os selv at være de hele, smukke og fuldkomne mennesker, vi i virkeligheden er, med alt hvad det indebærer.
Jeg vil med denne blog og delingen af mine erfaringer, både personligt og fagligt, gøre mit for at bidrage til denne bevægelse i os alle sammen. For én ting er helt sikkert: Du er ikke alene. Vi er alle på denne rejse sammen, hvad end vi er vågne og bevidste herom eller er faldet i søvn et sted på vejen.
Tusind tak for, at du læste med. Har du spørgsmål eller kommentarer, er du mere end velkommen til at skrive dem herunder eller sende dem til mig personligt. Rigtig godt Nytår – jeg håber, 2021 byder på præcis de nye begyndelser, som du ønsker dig.
De kærligste hilsner,
Videre inspiration?
Hvis dette indlæg har vakt din nysgerrighed, og du derfor er interesseret i forslag til steder, hvor du kan gå på videre opdagelse, så kan jeg varmt anbefale den dygtige psykolog Kisser Paludans podcastserie Soultalk. Disse podcasts er spækket med spændende og relevante emner for personlig indsigt og udvikling, og jeg har selv fundet stor inspiration heri. Derudover er det min ambition i løbet af den nærmeste fremtid at få lagt nogle mindfulnessøvelser op på hjemmesiden, der kan bruges som værktøjer til at træne dit nærvær og dermed din væren. Sidst men ikke mindst er du selvfølgelig mere end velkommen til at kontakte mig, hvis noget i dig kalder på healing, og du ikke helt selv ved, hvor du skal starte. Første skridt er for de fleste af os at række ud og bede om hjælp.
Måske tiden nu er rigtig for dig 🙂