Sorgen og det nødvendige valg

Jeg var for nylig inviteret ind i min dygtige supervisor Ronni Vistisens podcastserie Det Terapeutiske Rum til en ærlig, personlig og sårbar samtale om det at miste og om sorgens særlige væsen. Som Ronni så smukt indfanger essensen af vores samtale:

"Sorgen ramte Lærke Ahlstrøm. Og med sorgen fulgte konfrontationen med illusionen om udødelighed og kontrol – og nødvendiggjorde en erkendelse af de eksistentielle paradokser. Om hvordan sorgen kan være en forudsætning for glæden i livet."

Med afsæt i min personlige og smertefulde erfaring med sorg og med sorgprocessens mange facetter og dybder, fordybede Ronni og jeg os i en snak om noget, vi i Danmark snakker utrolig lidt om; livets uundgåelige endestation, nemlig døden.

Døden er i sandhed den største kontrast til livet, og i denne spændende snak undersøger vi på både personlig og faglig vis, hvordan sorgen åbner for erkendelsen af, at livet er et valg.

Lyt til podcasten her.

Jeg håber, at den vil inspirere dig ligeså meget, som den inspirerede og satte refleksioner igang hos mig.


Dét, Du Fokuserer På, Vokser - Om Kraften Ved Nærvær

Hvis du ønsker at lytte til indlægget, kan du gøre det her.

Mit forrige indlæg tog i høj grad udgangspunkt i min egen erfaring med skiftet fra gøren til væren. Vores kvalitet af væren og vores evne til at være nærværende bliver af mange beskrevet som uløseligt forbundet og på sin vis gensidigt afhængige; i vores væren er vi oprigtigt nærværende, og i et oprigtigt nærvær synker vi ind i vores væren. Jeg har i den forbindelse besluttet mig for at bruge dette indlæg til at dykke lidt mere konkret ned i nærvær som en afgørende forudsætning for personlig vækst og udvikling og herunder både værdien i men også nødvendigheden af at have gode nærværspraksisser.

Det forunderlige nærvær

Jeg har de seneste par uger brugt en del tid på min nye side Inspiration på min hjemmeside, hvor det er min intention løbende at lægge forskellige øvelser og praksisser op, der kan inspirere dig til at træne dit nærvær og dermed din væren. Men hvad er det med det nærvær? Hvorfor er ritualer omkring træningen af vores nærvær så utrolig vigtige og effektive hjælpemidler på vores rejse mod et liv som mere hele mennesker fyldt med glæde, lykke, ubetinget kærlighed, ro, balance, fred, succes - eller hvad vi nu måtte drømme om? 

Ifølge ordbogen kommer ordet nærvær af det at være nær - altså det at være til stede. Selvom Corona har gjort det helt tydeligt for os, at den fysiske nærhed absolut også er en del af oplevelsen af nærvær, så er de fleste af os nok godt klar over, at nærvær ikke blot handler om en fysisk tilstedeværelse. Jeg oplever ofte, at det i stedet bliver forbundet med noget mentalt - at vi er nærværende, når vi ikke er travlt optaget af alt muligt i vores hoveder. Andre beskriver nærvær som noget, der er tæt forbundet med, hvor åbne og tilgængelige vi er i vores hjerter. På en måde indebærer nærværet nok - i min optik i hverfald - en unik form for nærhed og tilstedeværelse på tværs af alle disse elementer - altså både kropsligt, mentalt og hjerteligt.

Nærvær kommer dermed til udtryk i kvaliteten af opmærksomheden og kontakten med ofte et andet menneske uden distraktioner fra ting, der ikke er relevante eller vigtige for det, der udfolder sig i pågældende møde. Og her begynder det at blive virkelig interessant - for hvad er det, vi mennesker får adgang til i nærværet, som er så utrolig vigtigt for os? Og måske i første omgang endnu vigtigere; hvad indebærer disse distraktioner, der kan spænde ben for nærværet, så vi i stedet bliver fraværende over for både os selv og andre mennesker? 

Der findes rigtig mange svar på disse spørgsmål, og jeg oplever og lærer noget nyt på den front næsten hver eneste dag. Jeg vil i dette indlæg dykke ned i især det mentale aspekt og dele nogle af de perspektiver og erfaringer, som jeg selv indtil nu har fundet rigtig meget mening i i forhold til at forstå nogle afgørende mekanismer i vores psykologi, som har stor betydning for vores nærvær. Og vi starter et - hvis du spørger mig - virkelig spændende sted, nemlig i vores hjerne.  

Billede af den dygtige fotograf Marc Skjødt Pedersen. Naturen er for mig altid en stærk kilde til samt påmindelse om kraften ved nærvær.

Vores foranderlige hjerne

Jeg har altid været enormt fascineret af den menneskelige hjerne. Lad mig skynde mig at understrege, at når jeg her snakker om hjernen, snakker jeg selvfølgelig også om kroppen som helhed, da disse ikke kan forstås som uafhængige størrelser. Men for ikke at gøre det alt for snørklet og komplekst, så har jeg valgt blot at referere til hjernen i det følgende. 

Jeg glemmer aldrig første gang, jeg for alvor stiftede bekendtskab med en større forståelse for det fantastiske organ, vi har siddende oppe under motorhjelmen. Jeg var faldet over en dokumentar i TV om en mand, der var født næsten blind og i løbet af sin tidlige opvækst blev helt blind. Denne mand blev af forskellige hjerneforskere kaldt "The Batman", altså Flagermuse-manden, fordi han, ligesom flagermuse, navigerede rundt i verden ved hjælp af ekkolokalisering; han udsendte en lyd i sine omgivelser, hvorefter hans utroligt veludviklede høresans opfangede de tilbagekastede ekkoer fra ting og genstande i disse omgivelser. På baggrund af ekkoerne, kunne manden vurdere og fornemme sine omgivelser uden at kunne se dem, hvormed han kunne orientere sig og færdes mere eller mindre frit uden sammenstød - selv på cykel! 

Vildt imponerende! 

Ved hjælp af nogle særlige hjernescanninger fandt man ud af, at de områder i mandens hjerne, der hos de fleste andre mennesker er beskæftiget med bearbejdning af visuel information, i dette tilfælde var blevet omlagt til at kunne bearbejde auditiv information. Flagermuse-mandens hjerne havde simpelthen mobiliseret sine ressourcer på en helt ny måde for at tilpasse sig de krav og omstændigheder, der gjorde sig gældende, når han ikke kunne se, ved at udvikle et meget mere sensitivt og komplekst auditivt system! Ved hjælp af hans hjernes evne til at omstille sig, blev Flagermuse-mandens tilværelse dermed væsentligt mere fri og fleksibel - og mere basalt set forbedrede det hans evne til at overleve. 

Jeg var blæst helt bagover! 

Jeg havde - på linje med den ældre neurovidenskab - troet, at vores hjerne var, som den var, og at vi dermed også var, som vi var… og så var der ikke så meget at gøre ved det. Men denne historie åbnede jo helt nye døre for forståelsen af menneskeligt potentiale og udvikling! Vores hjerner er meget mere fleksible og dynamiske, end man tidligere har troet. Med en mere populær betegnelse indfanges dette ofte med ordet plasticitet - altså at vores hjerner er foranderlige: 

Hjerner formes hele tiden af vores oplevelser. 

Ligesom med alt muligt andet i livet, har plasticiteten imidlertid både sine fordele og sine ulemper. Lad os starte med ulemperne. Bagsiden af medaljen er nemlig, at den plastiske hjerne - i modsætning til en statisk hjerne - også er en mere sårbar hjerne. Den kan tage skade af eksempelvis en hård opvækst, og den kan indlære forskellige former for reaktioner og adfærd, der især senere i livet kan volde os problemer i stedet for at gavne os og berige vores liv. Lad os kigge lidt nærmere på, hvordan dette egentlig forholder sig. 

“Vi er, hvad vi har for vane at gøre.”
- Aristoteles

Som mange af os sikkert har fået at vide mindst én gang i vores liv, så er mennesket i høj grad et vanedyr. Vaner indebærer mere konkret, at vi som mennesker gør mange ting uden at skulle træffe nye og bevidste beslutninger hver gang. Og dette giver langt hen ad vejen rigtig god mening; tænk hvis vi bevidst skulle beslutte os for, hvilke muskler vi ville aktivere i hver eneste bevægelse, vi foretog. Når vi ville tage et skridt. Samle noget op fra gulvet. Eller endnu værre; gøre begge dele samtidig. Livet ville blive urimelig svært og energikrævende - for ikke at sige umuligt. Hjernen har derfor fundet på en super smart og ressourcebesparende løsning:

 Den automatiserer rigtig meget af sit arbejde. 

Med andre ord skaber den vaner for vores bevægelser, når vi har foretaget en bevægelse tilpas mange gange, så vi kan bevæge os uden at skulle tænke ret meget over det. Dermed bliver der energi tilovers til andre og muligvis mere presserende opgaver.  

Der, hvor det bliver virkelig spændende og interessant i denne sammenhæng, er, at det har vist sig, at dette også er gældende for menneskets mentale processer. 

Både vores opmærksomhed, vores tanker og vores følelser - og dermed også måden hvorpå vi opfatter og oplever os selv, andre mennesker og verden i det hele taget - foregår langt hen ad vejen automatisk. På samme måde som med bevægelse af kroppen, ville det være enormt udfordrende og energikrævende, hvis vi konstant skulle styre vores opmærksomhed, tanker og følelser bevidst. Ved at automatisere sit arbejde, gør hjernen os i stedet i stand til at reagere og begå os i verden på hurtigere og mere enkel og effektiv vis. 

Automatiseret opmærksomhed, følelser og tanker er jo godt alt den stund, at disse processer fungerer, som vi gerne vil have det. 

Men hvad nu, hvis de ikke gør? 

Hvad hvis de eksempelvis indebærer konstant bekymring om fremtiden eller evigt tilbagevendende ruminering om fortiden? Hvad nu,  hvis vores oplevelse og opfattelse af os selv, andre mennesker og verden omkring os ikke gør godt for hverken os selv eller andre? 

Jeg tror stadig, at jeg har til gode at møde et menneske, der føler sig 100% tilpas, glad og fri i sig selv og i sit liv. 

Noget kunne altså tyde på, at hjernens evne til at skabe automatpiloter for vores forhold til os selv og verden omkring os også kan have nogle utilsigtede konsekvenser. Vi kan få en bedre forståelse for disse konsekvenser ved at tage et nærmere kig på først opmærksomhedens og derefter vores tankers og følelsers overordnede væsen.  

Endnu et fantastisk billede af fotograf Marc Skjødt Pedersen. Som jeg engang hørte Louise Hay sige: Bemærk, hvordan naturen aldrig dømmer. Den er bare.

Opmærksomhedens kraft

Vores opmærksomhed er, ligesom så meget andet når det kommer til mennesket, en meget kompleks størrelse, og jeg har derfor tilladt mig at forsimple det lidt her i forsøget på at gøre det mere virkelighedsnært og forståeligt. Vigtigst af alt er i denne sammenhæng at forstå, at opmærksomheden ikke bare er noget, der sker.

Det er en aktiv proces. 

Noget vi gør

Vi modtager konstant en lind strøm af information fra både vores sanser, der er vendt ud mod den ydre verden, og dem, der er vendt ind imod vores indre liv og indre tilstande. Så meget information, at det ville give vores hjerne og nervesystem temmelig meget informationsoverload, hvis vi skulle forholde os til det hele på én gang. Vores hjerne må derfor konstant forsøge at vurdere, hvad vi i forskellige situationer har brug for at vide og være bevidste om, for derpå at kunne sende vores opmærksomhed i den retning. 

Er vores tanker det mest væsentlige? 

Eller det, der sker i vores omgivelser? 

Eller måske signalerne fra vores kroppe er det vigtigste i netop dette øjeblik? 

Via opmærksomheden udvælger hjernen løbende noget information frem for noget andet, som derpå bliver sendt til hjernebarken, så vi bliver bevidste om den og kan bearbejde den. Dette stiller dels høje krav til prioriteringen af, hvilken information der bliver udvalgt, og dels betyder det, at det er et meget beskåret billede af virkeligheden, vi tager ind:

Der kan være vigtige ting, vi simpelthen ikke lægger mærke til. 

Når hjernen så samtidig hele tiden stræber efter at automatisere sit arbejde, så betyder det, at dét, du ofte lægger mærke til i dig selv og i din omverden, det bliver du bedre og bedre til at lægge mærke til. Efterhånden skaber det, hjernen bringer ind i vores opmærksomhedsfelt, nogle stærke og motorvejslignende netværk på tværs af tusindvis af nerveceller, hvormed udvælgelsen af noget information på bekostning af noget andet sker mere og mere automatisk. Dette kan eksempelvis være en del af forklaringen på, hvorfor flere undersøgelser viser, at mennesker, der lider af depression, primært lægger mærke til “sure” ansigtsudtryk på andre medmennesker og ofte kun ser de hårde og negative nyheder i avisen. Det er dog vigtigt at understrege, at automatikken ikke kun udspiller sig for mennesker, der kæmper med svære psykologiske udfordringer som eksempelvis depression. Hjernen forsøger at automatisere sit arbejde hos os alle sammen... 

... Hvis vi ofte er opmærksomme på alt det, der potentielt kan gå galt, så bliver vi rigtig dygtige til at bekymre os og være i fremtiden. 

... Hvis vi ofte bruger vores opmærksomhed på at gennemgå og ruminere over ting, der allerede er sket, så bliver vi rigtig gode til at være i fortiden.

... Hvis vi hele tiden fokuserer på alt det, vi synes, at vi mangler og ikke er tilfredse med, så bliver vi på samme måde utrolig gode til at lægge mærke til fejl og mangler. 

Sagt på en anden måde:

Dét, vi fokuserer på, vokser. 

Opmærksomheden er dermed en stor og vigtig kraft, fordi den er afgørende for, hvad vi lægger mærke til både i og udenfor os selv, og fordi dette omvendt får betydning for, hvad vi vil lægge mærke til i fremtiden. Det vigtigste at understrege i denne sammenhæng er, at denne udvælgelse - for at sætte det lidt på spidsen - ikke er “gratis”. Det er klart, at det har konsekvenser for vores livskvalitet og velbefindende, hvad vi vælger at fokusere på: 

Alt det, der er mørkt, negativt og nedtrykkende - eller alt det, der lyst, positivt og opløftende

Alt det, der potentielt kan gå galt - eller alt det, der går præcis, som det skal

Alt det, vi mangler og ikke er tilfredse med - eller alt det, vi har og taknemmeligheden over dette

Det, vi fokuserer på, udgør med andre ord grundlaget for, hvad vi tænker og føler, hvilket videre har stor betydning for, hvordan vi har det, og hvad vi gør - og samtidig har vores tanker og følelser også stor indflydelse på, hvad vi bringer ind i vores opmærksomhedsfelt. Lad os kigge lidt nærmere på disse tanker og følelser. 

Tankernes og følelsernes kraft 

Selvom vores opmærksomhed står for udvælgelsen af noget information frem for noget andet, så har vores tanker og følelser også stor indvirkning på både selektionen og især måden, hvorpå denne information bliver opfanget og bearbejdet. Som psykiater og professor i Medicinsk Psykologi, Åsa Nilsonne, beskriver det i sin bog “Mindfulness i Hjernen”, så leverer opmærksomheden “råstoffet” til vores tanker og følelser, hvorefter tankerne og følelserne ofte er utrolig determinerende for, hvordan vi opfatter og reagerer på dette råstof. 

Der er mange bud på, hvad tanker og følelser er for nogle størrelser, og ikke mindst i hvilken rækkefølge de ofte opstår i os. Åsa Nilsonne tager det ståsted, at vores tanker udgør en form for fortolkning på den information, opmærksomheden tager ind, imens følelserne er en reaktion på denne fortolkning - altså hvordan vi og vores kroppe forholder os til tankernes fortolkning. På den måde er tanker og følelser redskaber, vi har og er udstyret med, til at navigere i os selv og i verden omkring os. Jeg har brugt meget tid på at observere disse to forskellige og samtidig meget tæt forbundne processer, både hos mig selv og i mit faglige virke. Selvom vi kan diskutere, hvad der kommer først - hønen eller ægget - så vækker Åsas beskrivelse i stort omfang genklang hos mig.

 Derfor er det følgende så utrolig vigtigt for os at begynde at forstå: 

Verden er ikke bare noget, der “sker imod os”. 

Virkeligheden er jo, som den er - men måden, hvorpå vi opfatter denne virkelighed, varierer helt enormt meget. Jeg ved af erfaring, at denne kendsgerning kan virke meget provokerende første gang, det bliver serveret for os. Men ikke desto mindre er det virkelig sådan, det er. Vi ser og opfatter allesammen os selv og verden gennem forskellige linser, som er de “fortolkningsfiltre”, informationen fra vores opmærksomhed ryger igennem, inden vi reagerer på det. Og for at sige det, som det er, så er disse linser ikke altid særlig godt pudset. 

Lad mig prøve at give et eksempel, som jeg hørte engang til en workshop i mindfulness. 

Prøv et øjeblik at forestille dig, at du går ned gennem en gågade sammen med en masse andre mennesker. Pludselig opfanger din opmærksomhed en mand, der står foran en dør og ringer på dørklokken med favnen fuld af en kæmpe buket røde roser. En kvinde lukker op, og manden giver buketten til kvinden med tårer i øjnene. 

Prøv at observer, hvilken tolkning dine tanker laver om denne situation. Måske du hører dig  selv tænke: “Wow, hvad mon han skal sige undskyld for?” Eller måske: “Ej hvor pinligt for hende, alle andre mennesker står jo og ser på! Det er da alt for meget.” Et af de andre mennesker, der går på gaden, ser også situationen, men her lyder tolkningen: “Årh, gid det var mig… Gid min kæreste var lige så betænksom.” En tredje persons tanker lyder: “Puha det må have været dyrt. Deres kærlighed er nok meget materiel.” Og en helt fjerde person bemærker situationen og tænker, at det da må være en dejlig overraskelse på sådan en gråvejrsdag. 

Jeg håber, der tegner sig et billede af, hvor utrolig forskelligt, vi kan opfatte den helt samme - og i princippet fuldstændig neutrale - situation, og at der i alle tilfælde sker en dom i den fortolkning og dermed i de linser, vi ser situationen igennem. 

Er det for meget eller for lidt

Er det ønskværdigt eller uønskværdigt

Er det godt eller dårligt

Alt efter, hvad denne dom og tolkning indebærer, vil det sætte gang i et væld af forskellige følelser i vores kroppe. Vrede, flovhed, glæde, længsel, misundelse, taknemmelighed, utilstrækkelighed, skam - you name it. 

De linser, vi går rundt og ser os selv og verden igennem, har altså enormt stor betydning for, hvordan vi faktisk har det… og for de fleste af os er tankernes domme og tolkninger blevet så automatiseret, at vi ikke engang bemærker, at det sker. Eftersom denne automatisering, som hjernen har udviklet, nødvendigvis må bygge på erfaringer og tanker fra fortiden, så bliver udfordringen, at vi kommer til at se vores nuværende situation gennem et filter af fortidige erfaringer og oplevelser. 

Og er det altid hensigtsmæssigt? 

Det korte svar er selvfølgelig: 

Nej.

Det kan virkelig spænde ben for os, at vores tænkende og følende hjerner er betinget af erfaringer og oplevelser fra fortiden, idet de ikke altid drager de rigtige konklusioner på baggrund af den information, de modtager i det nærværende øjeblik. For de fleste af os vil dette jo eksempelvis indebære, at vi opfatter, reagerer og dermed håndterer svære situationer idag som voksne på samme måde, som vi gjorde som børn; ved at gå i forsvar, gå til angreb, trække os og flygte eller dissociere og forsvinde. Og ikke nok med det, så har hjernen for de fleste af os også automatiseret, at den konstant bruger en - for nogles vedkommende stor - del af vores opmærksomhed på at prøve på at forudse fremtiden i forsøget på at undgå smerte og ubehag samt sikre tilfredsstillelsen af vores behov og dermed vores overlevelse. 

Kogt lidt ind til sin essens, ender vi altså med følgende:

En hjerne, der bruger fortiden til at genkende ting, situationer og oplevelser i Nuet, for på den måde at prøve på at forudse fremtiden

Der er ingen tvivl om, at denne dynamik i visse situationer kan være meget brugbar - når vi eksempelvis skal bestille et par sko over nettet, og vores erfaring kan give os et bud på, hvilken størrelse der bedst passer os nu og i den nærmeste fremtid. Det sparer jo en hel del spildt forsendelse frem og tilbage. Men når vi står og skal til en vigtig eksamen, jobsamtale eller en betydningsfuld date, og vores hjerne pr automatik begynder at farve den nuværende situation med gammel erfaring fra fortiden, hvor vi oplevede at blive latterliggjort, nedgjort eller skuffede over os selv og vores præstation, og vores hjerne bruger disse linser til at forsøge at forudse og styre vores opmærksomhed i den forestående situation… så kommer vi altså i problemer. 

Vi bliver enormt begrænset i at have en mere fri, åben, fleksibel og ikke mindst direkte oplevelse af den situation, vi befinder os i.  Jeg vil i et senere indlæg gå meget mere i dybden med et bud på, hvordan vores forskellige linser ser ud, samt hvorfor de bliver udviklet - for nu vil jeg blot dvæle ved, at de fleste af os virkelig trænger til at få kigget på vores psykologi og derved få pudset vores linser. Jeg tror nemlig, at det er her, vi finder nogle virkelig centrale svar på de spørgsmål, jeg indledte dagens indlæg med - nemlig hvad nærvær er, hvorfor det er så vigtigt for os, og hvad der kan forstyrre os i at være nærværende og i stedet gøre os fraværende. 

Endnu et fantastisk billede af fotograf Marc Skjødt Pedersen. På mange måder viser naturen os vejen tilbage til nærvær.

Nærværets Kraft

Vi kan ikke ændre på noget, vi ikke er bevidste om. Men er vi så bare dømt til at acceptere og leve med de automatpiloter, vi gennem vores liv har udviklet, som egentlig ikke skaber det indre og ydre liv, vi i bund og grund ønsker os og længes efter? 

Igen er svaret heldigvis:

Nej! 

Vi er som mennesker udstyret med en fri vilje (omend graden heraf kan og bliver diskuteret heftigt) samt en psykologi og hjerne, der er foranderlig. Det betyder, at vi kan forstærke og automatisere den måde at være i verden på, som vi ønsker os.

Vi er ikke tvunget til at acceptere vores nuværende opmærksomheds automatiske udvælgelse af noget information frem for noget andet - vi kan bevidst vælge, hvad vi vil rette vores opmærksomhed mod, hvilket dermed får betydning for, hvad vi i fremtiden vil lægge mærke. 

Vi er ikke tvunget til at acceptere de linser, vi ser os selv og verden igennem - vi kan bevidst vælge at øve os i ikke at lytte til vores tankers domme og fortolkninger. Faktisk vil observationen af vores tankestrømme nok berige os alle med den vigtige indsigt, at det meste af vores tankevirksomhed i bund og grund bare er domme, vurderinger og forhåndsantagelser, som i sandhed stjæler vores adgang til den umiddelbare og nysgerrige oplevelse fra øjeblik til øjeblik. I stedet kan vi vælge en meget mere kærlig, understøttende, accepterende og rummelig indre dialog, som dermed også begynder at påvirke det filter, vi ser verden igennem. 

Sidst men ikke mindst er vi heller ikke tvunget til at være i vores følelsers “vold” - vi kan bevidst vælge ikke at reagere på vores følelser og i stedet lade dem passere. Dette vil for mange af os faktisk vise sig at give utrolig god mening, når vi begynder at få øje på, at følelser er utrolig foranderlige, og at de i mange tilfælde er opstået på baggrund af nogle tanker, som simpelthen ikke er sande eller gavnlige for os. Dermed bliver der efterhånden plads til de følelser, der meget mere ærligt og præcist afspejler, hvordan vi har det, hvormed vi kan begynde at handle i verden efter vores mere ærlige og autentiske behov. Samtidig kan vi begynde at forstærke de følelser, der beriger vores liv, såsom glæde, taknemmelighed, fred, medfølelse, velvilje og kærlighed. 

Hjernens foranderlighed bliver altså her igen helt central: Det, der er blevet automatiseret, kan DE-automatiseres og ændres! Hvis en mand, der ikke kan se, kan omstille sin hjerne til at udnytte høresansen på en måde, der for mennesket aldrig er set før, for på den måde at kunne leve det liv, han gerne vil - så kan vi også omstille vores hjerne til nye vaner for vores mentale processer, der kan give os større fleksibilitet og frihed i vores reaktioner og adfærd. 

Som Åsa Nilsonne så smukt beskriver det: 

“Hjernen befinder sig i konstant forandring og forvandling. Hjernen påvirkes hvert eneste sekund af alt, hvad den oplever og gør. I et vist omfang bliver vi dermed skabt på ny i hvert eneste øjeblik. Nye muligheder åbner sig, og et ændret perspektiv kan betyde, at det gamle bliver spændende igen. Vi kan se, høre og føle på andre måder end før. Vi kan tænke og reagere på nye måder - ellers ville effektiv psykoterapi ikke være mulig.”
Fra bogen "Mindfulness i Hjernen", af Åsa Nilsonne.

Det, jeg forsøger at nærme mig, handler dybest set om, at vi kan begynde at tage ansvar for det, vi opfatter, oplever og gør. Men her kommer den måske allervigtigste pointe også ind i billedet: 

At tage ansvar for og ændre på vores forhold til os selv og vores omverden kræver jo netop en bevidsthed om, hvad det faktisk er, vi oplever og gør, samt en refleksion over hvorvidt dette er ønskværdigt for os. 

Denne bevidsthed og refleksion kan for mig at se kun opstå gennem fuld tilstedeværelse i Nuet - med andre ord gennem nærværet. 

Når du er fuldt tilstede

Med hele dig

Og det, der sker både inden i dig og uden for dig

Det er her, du har muligheden for at opleve mere direkte, hvordan du og andre mennesker faktisk har det og er i verden i dette øjeblik, og hvorvidt dine reaktioner og adfærd er styret af dig eller af dine automatpiloter. For selvom automatpiloterne bygger på fortidige oplevelser, så udspiller de sig jo altid i Nuet, og det er dermed også kun i bevidst tilstedeværelse i Nuet, at du kan vælge at slå automatpiloten fra og gøre noget andet. 

Vi så tidligere, at vores hjerne - vores psykologi om du vil - på automatisk vis bruger fortiden til at genkende ting i Nuet for på den måde at kunne forudse fremtiden. Jeg håber, at det begynder at blive tydeligt, hvorfor det at bruge så meget af vores opmærksomhed i vores automatiske tankemønstre, som mange af os gør, virkelig spænder ben for nærværet: 

Tankerne er jo netop optaget af enten fortiden eller fremtiden og aldrig det, der sker lige nu og her helt uden filter. Og eftersom nærvær altid opstår gennem en særlig kvalitet af tilstedeværelse i Nuet - en eller anden form for unik balance mellem det kropslige, det mentale og det hjertelige - så må tankernes væsen siges at være et ofte temmelig forstyrrende element.  

Jeg hørte engang den spirituelle psykolog og forfatter Kisser Paludan fortælle på et kursus, at nærværet giver os mulighed for at skabe et rum mellem den information, vores opmærksomhed bringer ind i vores bevidsthed, og den reaktion vi har på denne information - inden for psykologien også kaldt stimuli - respons. Hvis vi har en meget lav grad af nærvær med os selv, vil vores væren i verden næsten udelukkende bestå af reaktioner på stimuli styret af bagvedliggende automatpiloter, der er blevet ufatteligt stærke og dygtige til meget få måder at reagere på. Og som vi så ved eksemplet med manden og roserne fra tidligere, så indebærer hvert eneste øjeblik jo et uendeligt antal af måder at opfatte og reagere på, hvorfor et lavt nærvær selvsagt er utrolig begrænsende for vores måde at leve på. 

Med et stærkt nærvær med os selv skaber vi i stedet et rum, hvor vi giver os selv muligheden for at bemærke mange flere af disse muligheder og derpå træffe et bevidst valg, der hverken er betinget af fortiden eller et forsøg på at forudse fremtiden. Vi giver os selv muligheden for at kravle op i små indre udkigsposter, hvorfra vi kan træffe valg ud fra vores dybere og mere langsigtede værdier, som de er aktuelle netop nu. Værdier for, hvilket menneske vi ønsker at være, og hvordan vi gerne vil være i livet på. 

Ved at træne dit nærvær med dig selv, træner du altså din frihed til:

At være den, du gerne vil være.

At agere på den måde, du gerne vil. 

At have det nære og tætte forhold til dig selv, som vi alle sammen dybest set længes efter og ofte kommer til at søge efter udenfor os selv gennem nære og tætte relationer til andre mennesker eller materielle ting og intense oplevelser. 

At tilbyde andre mennesker livets måske største gave; et oprigtigt og ægte nærvær, som i sidste ende kun er muligt, hvis vi samtidig også er helt til stede i os selv - ellers er der simpelthen ikke nogen hjemme for den anden at skabe kontakt med. 

Nærværet giver os med andre ord mulighed for at tage ansvar for vores hjerne, vores psykologi, og dermed vores måde at opfatte os selv, andre mennesker og omverdenen på generelt. Det er selve forudsætningen for vores mulighed for at slå automatpiloterne fra, så vi kan overveje om det, vi har gang i, nu også er den bedste måde at bruge hvert øjeblik på. Hvad end det handler om, at hjernen er i gang med at sammenligne os med andre, bekymre sig om fremtiden, fortryde noget i fortiden eller sende os lange rapporter om, hvor utilstrækkelige vi er. Nærværet giver os mulighed for at komme til stede med det Nu, der er - opdagelsen af den automatpilot, der har overtaget vores oplevelse - og derfra bevidst vælge at skabe det Nu, som vi ud fra vores dybe værdier ønsker os

Og dette leder os frem til et helt oplagt og afgørende spørgsmål:

Hvem og hvad er vi så, når vi ikke er vores automatpiloter?

Et sidste billede af fotograf Marc Skjødt Pedersen. Vi er natur. Måske sker der netop derfor noget helt særligt, når vi er i naturen. Vi kommer hjem til os selv.

Opdagelsen af vores Sande Selv

Hvem er vi, når vi bevidst vælger at slå automatpiloterne og dermed alle vores gamle linser, reaktionsmønstre og adfærd fra? Det spørgsmål har jeg virkelig været optaget af både fagligt og personligt i en del år efterhånden.

Der findes rigtig mange svar på dette spørgsmål, og jeg vil i mit næste indlæg komme med mit foreløbige bud herpå ved at tage udgangspunkt i nogle teorier og redskaber - især inden for den spirituelle psykologi - der virkelig har hjulpet mig på vej på min rejse mod et liv som helt menneske. For nu vil jeg lade spørgsmålet stå åbent... 

... Jeg vil i stedet invitere dig til, at du går på opdagelse i, hvad dit svar er. Jeg kan hjælpe dig på vej ved at sende din opmærksomhed og nysgerrighed i retning af, at der må være noget andet

En dybere del af dig, som for dig føles mere ægte, hel og autentisk

En del af dig, der inden for flere psykologiske teorier og spirituelle værker kaldes dit Sande Selv, din Essens eller din Sjæl

Uanset hvad vi kalder dette sted, så er det den del af dig, som du får en snert af, hver gang du oplever ægte nærvær. Og derfor tror jeg også, at det hele starter med nærvær. 

Jeg tror, at nærvær er en forudsætning for udvikling. 

Vi ved, at kærligt nærvær er afgørende for børns udvikling, fordi det kun er her, vi som forældre rigtig kan se børnenes behov, spejle deres følelser adækvat samt skabe sund og understøttende kontakt og tilknytning. De fleste af os har bare glemt, at det er fuldstændig det samme med vores forhold til os selv og andre som voksne mennesker. På samme måde ved vi, at kroppen konstant påvirkes af de beslutninger, vi tager omkring forhold som kost, drikke og motion, og at vi skal træne og vedligeholde vores muskler, hvis vi ønsker at være sunde, raske og frit bevægelige hele livet. Vi er til gengæld kun lige begyndt at forstå, at det selvsamme også er gældende for vores hjerne, sind og vores generelle indre liv. Vi skal træne og disciplinere vores hjerne og vores sind, hvis vi ønsker en psykologisk fleksibilitet og frihed, hvor vi har styringen og indflydelsen på, hvem vi er, samt hvad vi gør, og ikke gamle reaktions- og adfærdsmønstre styret af automatpiloter. 

Udforskningen af, hvem og hvad du er, hvis du ikke er dine automatpiloter, starter altså med, at du begynder at komme til stede i dig selv og skabe kontakt indadtil. Det starter med, at du begynder at forstå, at dét, du fokuserer på, vokser. Det er kun herfra, at du kan opdage, når automatpiloterne har taget styringen. Og det er derfor også kun herfra, at du kan slå automatpiloten fra og give dig selv et rum mellem stimuli og respons til at mærke efter, hvordan du vil forholde dig til det, din opmærksomhed har registreret, og dermed begynde at forstærke måder at være i verden på, som føles rigtige og autentiske for dig. 

Det hele starter med nærvær

Find nærværspraksisser, der passer for dig

Træningen af nærværet starter i min optik med, at du begynder at lægge mærke til, hvornår du føler dig nærværende, og hvornår du føler dig fraværende. Hvordan oplever du forskellen i dig, i din krop? Hvordan oplever andre omkring dig forskellen? Når vi får øje på disse forskelle, mærker de fleste af os en meget naturlig og stærk lyst til og motivation for at træne nærværet, da en tilværelse, der udspringer af nærvær, er noget helt andet end én, der udspringer af fraværet.

I nærværet er vi tilstede i livet med alt, hvad det indebærer

Herfra handler det så om at gå på opdagelse i nogle nærværspraksisser, der passer til dig og dit temperament… og der er heldigvis utrolig mange måder at gøre det på! Ligesom der er uendeligt mange måder at træne vores kroppe på - og noget bare føles mere rigtigt for nogen end andre - så er det samme selvfølgelig også gældende, når det kommer til træningen af vores hjerne og udforskningen af vores indre liv. Det vigtige er bare, at den praksis, du vælger, indebærer en træning i at vende opmærksomheden indad, så du begynder at skabe forbindelse til den dybere del af dig selv. 

Den del af dig, der ikke er dine automatpiloter

Dette kan altså indebære ting som at bruge langsom og rolig tid i naturen, kramme et træ, meditere, lave langsom yoga eller at skrive dagbog. Det er kun fantasien, der sætter grænser. For mig selv personligt - og jeg har senere erfaret, at dette er tilfældet for rigtig mange andre også - startede mine nærværspraksisser med, at jeg begyndte at skabe kontakt ned i min krop. Kroppen er jo - i modsætning til vores tanker - altid til stede i Nuet. Kroppen er samtidig også det sted, der skal rumme de stemninger og reaktioner, som vores tanker og følelser kan piske op, og kroppen husker på en måde, som vi kun lige er begyndt at forstå. Dét at træne nærvær i kroppen ved at sende opmærksomheden rundt i de kropslige sanser og fornemmelser, at mærke åndedrættets bevægelse og kvalitet samt bevæge kroppen mindful og bevidst, kan derfor være en både udfordrende men også virkelig konkret indgangsvinkel. Det indebærer nemlig netop at begynde at trække opmærksomheden ud af tankernes domme, vurderinger og forhåndsantagelser, og på den måde kan du begynde at bryde dine opmærksomhedsvaner og skabe nye motorveje i din hjerne. 

Så lad os starte der sammen. 

Jeg har lagt nogle meditationer med fokus på kroppen op på min hjemmeside, som du er mere end velkommen til at gå på opdagelse i, og min intention er (hvis mit hjernerystede hoved kan følge med) at få lagt nogle yoga-videoer op i løbet af de næste måneder. Alternativt vil en søgning på Google eller Youtube også kunne give dig en masse inspiration, og hvis du ikke finder noget, der passer for dig, så skriv endelig til mig! Så skal jeg se, om jeg kan hjælpe dig på vej.  

Tusind tak for, at du læste med i dette indlæg om mine tanker om nærvær. Har du spørgsmål eller kommentarer, er du mere end velkommen til at skrive dem herunder eller sende dem til mig personligt

De kærligste hilsner,

Videre inspiration til mere om nærvær?

Hvis dette indlæg har vakt din nysgerrighed, og du derfor er interesseret i forslag til steder, hvor du kan gå på videre opdagelse, så kan jeg varmt anbefale følgende:

  • "Mindfulness I Hjernen" af Åsa Nilsonne. Fantastisk og forholdsvis nemt tilgængelig bog om mødet mellem Neurovidenskaben og Mindfulness-traditionerne.
  • "Elsk Den Du Er" af Kisser Paludan. Kisser er så utrolig dygtig til at formidle svære, diffuse og sårbare emner, og hendes arbejde er en enorm inspirationskilde for mig.
  • Min dygtige underviser og supervisor Ronni Vistisens podcastserie, der især belyser spændende forbindelser mellem det kropslige, det psykiske og det følelsesmæssige, som den menneskelige tilværelse indebærer.
  • Sidst men ikke mindst er du som altid mere end velkommen til at kontakte mig, hvis noget i dig kalder på healing, og du ikke helt selv ved, hvor du skal starte. Første skridt er for de fleste af os at række ud og bede om hjælp.
    Måske tiden nu er rigtig for dig :-)

Et Nyt År - En Ny Begyndelse

Hvis du ønsker at lytte til indlægget, kan du gøre det her.

Dette indlæg er mit første af slagsen, og med vores nylige nytårsskifte friskt i hukommelsen, hvad kunne så være et mere oplagt emne at tage fat i end det at skabe nye begyndelser?

Det særlige ved Nytår

Det nye år, som ligger foran os, bliver for mange symbolet på en ny begyndelse. En mulighed for at viske en mudret tavle ren fra året, der er gået, og gøre klar til at forsøge at udvikle og manifestere nye rutiner og ritualer for det nye år. I virkeligheden er hvert eneste øjeblik jo et øjeblik, vi aldrig før har befundet os i og dermed også en mulighed for en ny begyndelse - som Louise Hay så smukt beskriver det, så skaber vi vores fremtid med netop dette øjeblik. 

Alligevel er der noget helt særligt ved nytårsskiftet. Det er som om, at de fleste af os bruger tiden op til denne særlige aften på at kaste et blik tilbage på året, der er gået, for på den måde at tage stilling til, hvad vi vil tage med videre ind i det nye år. Vi tager os tid til at stoppe op og reflektere over, hvad der har været godt, hvad der har været hårdt og udfordrende, hvad der har tjent os, og hvad vi gerne vil give slip på sammen med det gamle år.

En ny begyndelse - Lærke Ahlstrøm

"Vi skaber vores fremtid med netop dette øjeblik."
Louise Hay

Som beskrevet på min hjemmeside, er en af mine vigtigste intentioner med denne blog at kaste lys på nogle af de sider af vores eksistens, som vi ofte har svært ved at snakke åbent, frit og ærligt omkring. Jeg har derfor valgt at lade resten af dette indlæg tage udgangspunkt i en åben, ærlig og personlig beretning om året, der er gået, og den nye begyndelse, vi er på vej ind i - nemlig min egen. Det forgangne år har for mit vedkommende været et år, der virkelig har skubbet til mig og udfordret mig på rigtig mange niveauer, og det har på den måde givet anledning til nogle store beslutninger og nye begyndelser for dette nye år. 

Et tilbageblik på et år med personlige kriser

Jeg gik ind i 2020 med et ubærligt tungt og lukket hjerte. Halvanden måned forinden skete der en forfærdelig tragedie blandt mine nærmeste, som jeg stadig ikke rigtig har fundet ordene for eller modet til at beskrive. Vi mistede Elvira. Verdens smukkeste 11-årige sjæl, der blev kørt ned på vej til skole af en stofpåvirket mand. Emnet sorg vil jeg forsøge at behandle i et fremtidigt indlæg, men dengang, tilbage i januar, blev jeg sendt ud i en tyk tåge af nogle af livets mørkeste skygger. Jeg skulle egentlig være startet på den indledende litteraturundersøgelse til mit forestående speciale, men jeg kunne ingenting.

Alt var mørkt.
Alt var meningsløst.

Jeg kan huske, at jeg i midten af januar opsøgte en dygtig kropsterapeut, fordi jeg dagligt oplevede stærke smerter i mit underliv. Han konstaterede halvvejs gennem behandlingen, at jeg havde lukket af for livet. Jeg tror ikke, at jeg selv kunne have beskrevet det, der skete i mig, mere rammende. Jeg var så fyldt af eksistentiel vrede over, at noget så meningsløst og uretfærdigt kunne finde sted, at jeg næsten havde meldt mig selv ud. Jeg overvejede for en stund at tage orlov fra alle de ting, jeg var i gang med - psykologistudiet, kropsterapiuddannelsen, yogaundervisningen, min egen klinik, det hele - men tanken om at bruge alle vågne timer på at være alene i det mørke, jeg følte, jeg befandt mig i, fik mig hurtigt på andre tanker. Jeg har altid opfattet mig selv som en handler og en fighter, så jeg besluttede mig for at forsøge at kæmpe mig tilbage til tilværelsen. Kæmpe mig tilbage ved at flygte fra det, der egentlig kaldte på opmærksomhed. 

Et eksistentielt speciale midt i en personlig eksistentiel krise

Fra 1. februar kastede jeg mig derfor ud i en specialeproces der - til ingens overraskelse - næsten knækkede mig. Jeg valgte et svært og diffust emne, der aldrig var blevet behandlet før - selvværd som et eksistentielt grundvilkår - jeg valgte teori, som jeg aldrig havde beskæftiget mig med før - eksistentiel psykologi - og jeg skrev alene for første gang i min tid på universitetet. Midt i en personlig eksistentiel krise. I kan sikkert forestille Jer, at den cocktail var brandfarlig. Flugten fra sorgen ind i litteratur centreret omkring død, mening, kærlighed og hvad den menneskelige eksistens ellers byder på af fælles grundvilkår, konfronterede mig dagligt med smerten i mit hjerte, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved.

Så jeg kæmpede videre. For det er det, jeg kan og har lært mig selv.
Af frygt for at stå stille.
Af frygt for at blive opslugt.
Af frygt for at mærke alt det, jeg ikke turde at konfrontere. 

Efter 4 måneder med blod sved og tårer (bogstaveligt talt), fik jeg i slutningen af maj specialet i hus, og efter en kort fejring rettede jeg hurtigt blikket mod min eksamen i Kropsterapi i midten af juni.

En uventet afslutning

Siden maj 2019 har jeg, sideløbende med mit psykologistudie, været igang med en uddannelse i Kropsterapi. Et år med utrolige indsigter, lærdom og nye perspektiver skulle nu kulminere i en praktisk eksamen. For første gang i mit liv gik jeg op til en eksamen med ro i maven og tillid til processen frem for øje for målet. Med fokus på læring i stedet for præstation. Og for første gang i mit liv skulle jeg opleve at dumpe en eksamen. Den dag idag er jeg stadig i tvivl om hvorfor, men det er i denne sammenhæng ikke det vigtige. Det vigtige er min reaktion på min oplevelse af at blive “dumpet” af nogle mennesker, som jeg op til den dag havde set enormt meget op til og lagt min tillid i hænderne på. Selvom jeg dybest set både fagligt og værdimæssigt var uenig i begrundelserne for - og især måden hvorpå - jeg blev dumpet, så vendte jeg alt for hurtigt alting indad og lod mig blive fuldstændig opslugt af skam.

Den altopslugende og altoverskyggende følelse af at være forkert som menneske.

Der gik flere timer, før Mattis, min kæreste, kunne få mig til at se ham i øjnene igen. Hvordan kunne tre andre menneskers vurderinger og udtalelser trumfe min egen oplevelse og virkelighedsopfattelse i en så voldsom grad, at min konklusion blev, at der måtte være noget galt med mig som menneske? Det var i sandhed et kald på at stoppe op og gå på opdagelse i, hvad i mig der var så identificeret med præstation og andres accept og anerkendelse, at denne oplevelse kunne vælte min verden så meget. Men i stedet gav jeg mig selv en uge til at finde mit fighter-instinkt frem, fik en reeksamen stablet på benene med hjælp fra nogle fantastiske mennesker omkring mig… og nailede den.

I trods mod de mennesker, der havde brudt min tillid.
I kamp for at vise, at de havde taget fejl.
I frygt for at den tvivl, de havde vækket i mig, ville bide sig fast.
Og igen i hast for ikke at gå i stå og mærke alt det, jeg målrettet forsøgte at flygte fra.

En ny begyndelse udspringer af en afslutning - Lærke Ahlstrøm

Min strategi med at forsøge at tackle min vrede, sorg, afmagt og frygt ved at gøre, handle og fokusere på det næste, der skulle klares, fik mig igennem sommeren og ind i mit afsluttende semester på vej mod titlen som psykolog. Dette semester bød på det længe ventede praktikforløb, som jeg havde glædet mig helt ufatteligt meget til! Endelig skulle jeg væk fra bøgerne og ud i det praktiske felt og suge til mig af viden og erfaring fra dygtige mennesker i nogle faste og trygge rammer - et velkomment frisk pust efter i en årrække at have arbejdet meget alene og meget selvstændigt. Aldrig har det været så let for mig at flyve ud af sengen, når vækkeuret ringede kl. 6.30 og turen gik på racercykel mod Taastrup og den hverdag, jeg med begejstring var i gang med at etablere på mit praktiksted. Alting gik forrygende, jeg følte mig lettere, gladere og på rette spor… lige indtil onsdag den 23. september, hvor en bil drønede direkte ud foran mig på min cykel, og jeg røg med ambulance til skadestuen. En masse ufatteligt heldige omstændigheder gjorde, at jeg slap med et par skrammer og en hjernerystelse. Men enhver, der har stiftet bekendtskab med hjernerystelser - enten personligt eller på sidelinjen - ved, at det er en drilsk affære, som på meget uventet vis kan vise sig at være meget mere alvorlig end forventet. Og dette skulle vise sig at være tilfældet for mig. Mit liv blev fra den ene dag til den anden sat på fuld-stop-pause. Jeg måtte efter 14 dages modvilje, modstand og kamp mod virkeligheden til sidst kapitulere og sygemelde mig fra alle aktiviteter resten af året. 

Den frygtede pause

Den pause, jeg var flygtet fra hele året, måske hele mit voksenliv, var en realitet. Livet havde jo i virkeligheden forsøgt at ringe mig op flere gange i løbet af året, men jeg havde af en eller anden grund ikke været klar til at lytte efter. Og nu havde jeg intet valg. Jeg blev tvunget ud af mit høje tempo og ind i stilheden og stilstanden, og aldrig havde det larmet og støjet så meget. Jeg blev tvunget ud af min gøren og ind i min væren, og aldrig havde det været så svært. Alle de svære følelser, fornemmelser og tanker, jeg både bevidst og ubevidst havde forsøgt at undertrykke, skubbe til siden og flygte fra, ramte mig med 120 km/t, og jeg blev tvunget til at forholde mig til det hele.

Sorgen over at miste helt utidigt.
Vreden over de eksistentielle spilleregler, som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle kunne acceptere og dermed navigere i.
Afmagten over at min illusion om styring over og kontrol i livet var blevet revet væk under fødderne på mig på ét enkelt øjeblik året forinden - og nu igen.

Jeg følte mig fuldstændig nøgen i min væren. Uden min gøren til at kompensere for sider ved det menneske, jeg så på i spejlet, som jeg dømte og ikke kunne finde kærlighed til. For det var netop det, der udspillede sig - at jeg havde så travlt med at handle for ikke at mærke den smerte, der lå bag meget af det, jeg foretog mig. Og dér, lige dér i det allermørkeste øjeblik, ramte det mig. Jeg var i bund og grund styret af en sitrende, dyb og eksistentiel frygt.

En frygt for ikke at være god nok, hvis jeg ikke ydede toppræstationer og fik topkarakter til alle mine prøver og eksaminer.
En frygt for ikke at være et godt menneske, hvis ikke jeg bidrog og var moralsk ansvarlig i alt, hvad jeg foretog mig.
En frygt for ikke at være elskelig, hvis ikke jeg var smuk, stærk, selvstændig og beskyttede dem, jeg holder af.
En frygt for ikke at have styringen i mit eget liv, hvis ikke jeg altid var på forkant og tog tingene i egne hænder.
Og mest af alt, en frygt for at sande, hvor skrøbeligt livet i sandhed er, og at den eneste garanti, vi faktisk har, er, at intet varer ved.

Én ting er at have hørt disse sætninger kastet over kaffebordet som hult-klingende klicheer… noget ganske andet er at mærke dem dybt inde i hver eneste celle i hele ens krop. Men efterhånden som dette dæmrede for mig, begyndte der at ske noget forunderligt. Det gik op for mig, at noget i mig allerede vidste alle disse kendsgerninger. Noget i mig vidste det hele og havde det fuldstændig roligt med det. Dér, i mørket og nøgenheden, fandt jeg noget helt unikt. Noget, som jeg i nogle år op til dette øjeblik havde forsøgt at forstå og arbejde mig henimod mentalt. Noget, som jeg nu mærkede på en helt ny måde.

Jeg fandt min sårbarhed.
Min tillid.
Min taknemmelighed.
Jeg fandt min hjerte, og den ufattelige visdom og intelligens, dette sted rummer.

Denne intelligens rækker på en eller anden måde langt ud over, hvad hovedet og den mentale intelligens nogensinde kunne drømme om at opnå. Jeg fandt et sted i mig, der ikke var styret af frygt, men af kærlighed. Ikke den kærlighed, de fleste af os kender som noget, der er rettet mod et bestemt objekt. En kærlighed, jeg begyndte at se gennemstrømme alt liv omkring mig. En kærlighed, der aldrig forgår. En kærlighed, som også Elvira på en eller anden måde lever videre i. For nu vil jeg ikke beskrive dette nærmere, men denne oplevelse og indsigt viste mig, at jeg måtte træffe et valg.

Ville jeg vælge at melde mig ud af eller ind i livet?
Ville jeg vælge mørket eller lyset?
Ville jeg vælge frygten eller kærligheden?

En kort stund efter dette øjeblik samlede jeg min telefon op og lavede et opslag på et socialt medie, der - i modsætning til alle mine forrige opslag - ikke handlede om alt det, der gjorde mig glad. Det handlede om den smerte, jeg stod i, og som vi alle på et eller andet tidspunkt i vores liv kommer til at stå i. Det kom fra et så hudløst ærligt, sårbart og autentisk sted, som jeg aldrig før havde kunnet snakke fra. Og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi drømt om den modtagelse, det fik. Mennesker - også nogle jeg ikke havde snakket med i årevis - kontaktede mig og fortalte, at de var blevet dybt berørt over mine ord, og at de kunne nikke genkendende til meget af det. I skal alle have et af hjertet tak for jeres beskeder. De har hjulpet mig med at finde modet til at bruge min styrke til at tale fra min sårbarhed i stedet for at bruge den til at gemme den væk. I har været med til at vise mig, at jeg har et kald her. Og dette kald har sendt mig ud på en rejse.
Ud på en ny begyndelse. 

Min nye begyndelse

Der er nu gået 3,5 måned siden ulykken, hvilket - for at være ærlig - føles lidt surrealistisk. På sin vis har jeg det egentlig som om, at det sidste år næsten har været et liv for sig. Inden for den eksistentielle del af psykologien bliver kriser ofte omtalt som helt essentielle for vores udvikling, idet de ofte transformerer vores forhold til tilværelsens eksistentielle dilemmaer og paradokser - eksempelvis at der ikke kan være liv uden død, mening uden meningsløshed, orden uden kaos, frihed uden begrænsning. Det kan jeg på en eller anden måde bedre mærke og forstå tyngden i nu. Den eksistentielle psykolog Rollo May beskriver i sin bog “Existence”, at begrebet væren skal forstås i betydningen potentia, kilden til det potentielle, til muligheden. I hans optik er menneskets væren dermed den mulighed, vi har for at blive til det, vi i sandhed er. Og nogle gange skal vi ud i kriser, der rusker os dybt nok til, at vi bliver tvunget ind i denne væren, dette potentiale.

Tænk engang, at jeg skulle slå hovedet så hårdt for at komme til stede i nuet og i min væren med alt, hvad det indebærer, og på den måde begynde min undersøgelse af, hvem jeg i sandhed er. 

Siden den pause, livet har sendt i min retning, har jeg mærket alt muligt rigtig meget, men én ting mærker jeg helt tydeligt: Jeg vil ikke være styret af frygt, travlhed og en illusion om kontrol. Jeg vil mærke og være i livet. Jeg vil være et helt menneske, og jeg vil være det menneske, jeg i sandhed er - hvad det så end indebærer.

Jeg er derfor i sorg.
Jeg er i glæde.
Jeg er i vrede, afmagt og frustration.
Jeg er i dyb taknemmelighed, tillid og kærlighed.
Jeg er.

Livets pauser kan give anledning til at skabe en ny begyndelse - Lærke Ahlstrøm

Min nye begyndelse for dette nye år kan med andre ord koges ned til følgende:

At dyrke min væren, mit potentia.
At være nærværende med det, der dukker op, når det dukker op.
At bevæge mig fra et liv styret af frygt til et liv ledt af kærlighed.
At svare når livet kalder.

Hvad gør du, når livet kalder?

Måske dette indlæg kan inspirere dig til at gå på opdagelse i, hvad du gør, når livet kalder? Er der noget i dit liv, du tror, du skal flygte fra? Er der områder af din tilværelse, hvor du lader dig styre af en ubevidst frygt for ikke at være god nok, ikke at være elskelig nok, ikke at være stærk nok, ikke at være unik nok, ikke at være kompetent nok - eller hvad det nu handler om for dig?

Tænk hvilket år 2021 kunne blive, hvis vi alle begyndte at fokusere på at støtte os selv og dem, vi holder af, i at kaste lys på de ting vi tror, at vi skal gemme væk og skamme os over, og som på den måde styrer vores liv ud af vores væren. Styrer vores liv ud af potentialet for at blive dem, vi i sandhed er. 

Tænk hvis vi stopper med at tro på, at der er noget, der hedder fejl - at der kun eksisterer læring.

Tænk hvis 2021 kunne blive et år, hvor vi byder livets kriser velkomne med ro, åbenhed, tillid og måske endda nysgerrighed efter, hvilke indsigter de bærer med sig.

Tænk hvis vi alle kunne træde bare et lille skridt i retningen mod at tillade os selv at være de hele, smukke og fuldkomne mennesker, vi i virkeligheden er, med alt hvad det indebærer.

Jeg vil med denne blog og delingen af mine erfaringer, både personligt og fagligt, gøre mit for at bidrage til denne bevægelse i os alle sammen. For én ting er helt sikkert: Du er ikke alene. Vi er alle på denne rejse sammen, hvad end vi er vågne og bevidste herom eller er faldet i søvn et sted på vejen.

Tusind tak for, at du læste med. Har du spørgsmål eller kommentarer, er du mere end velkommen til at skrive dem herunder eller sende dem til mig personligt. Rigtig godt Nytår - jeg håber, 2021 byder på præcis de nye begyndelser, som du ønsker dig. 

De kærligste hilsner,

Videre inspiration?

Hvis dette indlæg har vakt din nysgerrighed, og du derfor er interesseret i forslag til steder, hvor du kan gå på videre opdagelse, så kan jeg varmt anbefale den dygtige psykolog Kisser Paludans podcastserie Soultalk. Disse podcasts er spækket med spændende og relevante emner for personlig indsigt og udvikling, og jeg har selv fundet stor inspiration heri. Derudover er det min ambition i løbet af den nærmeste fremtid at få lagt nogle mindfulnessøvelser op på hjemmesiden, der kan bruges som værktøjer til at træne dit nærvær og dermed din væren. Sidst men ikke mindst er du selvfølgelig mere end velkommen til at kontakte mig, hvis noget i dig kalder på healing, og du ikke helt selv ved, hvor du skal starte. Første skridt er for de fleste af os at række ud og bede om hjælp.
Måske tiden nu er rigtig for dig :-)