Mit forrige indlæg tog i høj grad udgangspunkt i min egen erfaring med skiftet fra gøren til væren. Vores kvalitet af væren og vores evne til at være nærværende bliver af mange beskrevet som uløseligt forbundet og på sin vis gensidigt afhængige; i vores væren er vi oprigtigt nærværende, og i et oprigtigt nærvær synker vi ind i vores væren. Jeg har i den forbindelse besluttet mig for at bruge dette indlæg til at dykke lidt mere konkret ned i nærvær som en afgørende forudsætning for personlig vækst og udvikling og herunder både værdien i men også nødvendigheden af at have gode nærværspraksisser.
Det forunderlige nærvær
Jeg har de seneste par uger brugt en del tid på min nye side Inspiration på min hjemmeside, hvor det er min intention løbende at lægge forskellige øvelser og praksisser op, der kan inspirere dig til at træne dit nærvær og dermed din væren. Men hvad er det med det nærvær? Hvorfor er ritualer omkring træningen af vores nærvær så utrolig vigtige og effektive hjælpemidler på vores rejse mod et liv som mere hele mennesker fyldt med glæde, lykke, ubetinget kærlighed, ro, balance, fred, succes – eller hvad vi nu måtte drømme om?
Ifølge ordbogen kommer ordet nærvær af det at være nær – altså det at være til stede. Selvom Corona har gjort det helt tydeligt for os, at den fysiske nærhed absolut også er en del af oplevelsen af nærvær, så er de fleste af os nok godt klar over, at nærvær ikke blot handler om en fysisk tilstedeværelse. Jeg oplever ofte, at det i stedet bliver forbundet med noget mentalt – at vi er nærværende, når vi ikke er travlt optaget af alt muligt i vores hoveder. Andre beskriver nærvær som noget, der er tæt forbundet med, hvor åbne og tilgængelige vi er i vores hjerter. På en måde indebærer nærværet nok – i min optik i hverfald – en unik form for nærhed og tilstedeværelse på tværs af alle disse elementer – altså både kropsligt, mentalt og hjerteligt.
Nærvær kommer dermed til udtryk i kvaliteten af opmærksomheden og kontakten med ofte et andet menneske uden distraktioner fra ting, der ikke er relevante eller vigtige for det, der udfolder sig i pågældende møde. Og her begynder det at blive virkelig interessant – for hvad er det, vi mennesker får adgang til i nærværet, som er så utrolig vigtigt for os? Og måske i første omgang endnu vigtigere; hvad indebærer disse distraktioner, der kan spænde ben for nærværet, så vi i stedet bliver fraværende over for både os selv og andre mennesker?
Der findes rigtig mange svar på disse spørgsmål, og jeg oplever og lærer noget nyt på den front næsten hver eneste dag. Jeg vil i dette indlæg dykke ned i især det mentale aspekt og dele nogle af de perspektiver og erfaringer, som jeg selv indtil nu har fundet rigtig meget mening i i forhold til at forstå nogle afgørende mekanismer i vores psykologi, som har stor betydning for vores nærvær. Og vi starter et – hvis du spørger mig – virkelig spændende sted, nemlig i vores hjerne.
Vores foranderlige hjerne
Jeg har altid været enormt fascineret af den menneskelige hjerne. Lad mig skynde mig at understrege, at når jeg her snakker om hjernen, snakker jeg selvfølgelig også om kroppen som helhed, da disse ikke kan forstås som uafhængige størrelser. Men for ikke at gøre det alt for snørklet og komplekst, så har jeg valgt blot at referere til hjernen i det følgende.
Jeg glemmer aldrig første gang, jeg for alvor stiftede bekendtskab med en større forståelse for det fantastiske organ, vi har siddende oppe under motorhjelmen. Jeg var faldet over en dokumentar i TV om en mand, der var født næsten blind og i løbet af sin tidlige opvækst blev helt blind. Denne mand blev af forskellige hjerneforskere kaldt “The Batman”, altså Flagermuse-manden, fordi han, ligesom flagermuse, navigerede rundt i verden ved hjælp af ekkolokalisering; han udsendte en lyd i sine omgivelser, hvorefter hans utroligt veludviklede høresans opfangede de tilbagekastede ekkoer fra ting og genstande i disse omgivelser. På baggrund af ekkoerne, kunne manden vurdere og fornemme sine omgivelser uden at kunne se dem, hvormed han kunne orientere sig og færdes mere eller mindre frit uden sammenstød – selv på cykel!
Vildt imponerende!
Ved hjælp af nogle særlige hjernescanninger fandt man ud af, at de områder i mandens hjerne, der hos de fleste andre mennesker er beskæftiget med bearbejdning af visuel information, i dette tilfælde var blevet omlagt til at kunne bearbejde auditiv information. Flagermuse-mandens hjerne havde simpelthen mobiliseret sine ressourcer på en helt ny måde for at tilpasse sig de krav og omstændigheder, der gjorde sig gældende, når han ikke kunne se, ved at udvikle et meget mere sensitivt og komplekst auditivt system! Ved hjælp af hans hjernes evne til at omstille sig, blev Flagermuse-mandens tilværelse dermed væsentligt mere fri og fleksibel – og mere basalt set forbedrede det hans evne til at overleve.
Jeg var blæst helt bagover!
Jeg havde – på linje med den ældre neurovidenskab – troet, at vores hjerne var, som den var, og at vi dermed også var, som vi var… og så var der ikke så meget at gøre ved det. Men denne historie åbnede jo helt nye døre for forståelsen af menneskeligt potentiale og udvikling! Vores hjerner er meget mere fleksible og dynamiske, end man tidligere har troet. Med en mere populær betegnelse indfanges dette ofte med ordet plasticitet – altså at vores hjerner er foranderlige:
Hjerner formes hele tiden af vores oplevelser.
Ligesom med alt muligt andet i livet, har plasticiteten imidlertid både sine fordele og sine ulemper. Lad os starte med ulemperne. Bagsiden af medaljen er nemlig, at den plastiske hjerne – i modsætning til en statisk hjerne – også er en mere sårbar hjerne. Den kan tage skade af eksempelvis en hård opvækst, og den kan indlære forskellige former for reaktioner og adfærd, der især senere i livet kan volde os problemer i stedet for at gavne os og berige vores liv. Lad os kigge lidt nærmere på, hvordan dette egentlig forholder sig.
“Vi er, hvad vi har for vane at gøre.”
– Aristoteles
Som mange af os sikkert har fået at vide mindst én gang i vores liv, så er mennesket i høj grad et vanedyr. Vaner indebærer mere konkret, at vi som mennesker gør mange ting uden at skulle træffe nye og bevidste beslutninger hver gang. Og dette giver langt hen ad vejen rigtig god mening; tænk hvis vi bevidst skulle beslutte os for, hvilke muskler vi ville aktivere i hver eneste bevægelse, vi foretog. Når vi ville tage et skridt. Samle noget op fra gulvet. Eller endnu værre; gøre begge dele samtidig. Livet ville blive urimelig svært og energikrævende – for ikke at sige umuligt. Hjernen har derfor fundet på en super smart og ressourcebesparende løsning:
Den automatiserer rigtig meget af sit arbejde.
Med andre ord skaber den vaner for vores bevægelser, når vi har foretaget en bevægelse tilpas mange gange, så vi kan bevæge os uden at skulle tænke ret meget over det. Dermed bliver der energi tilovers til andre og muligvis mere presserende opgaver.
Der, hvor det bliver virkelig spændende og interessant i denne sammenhæng, er, at det har vist sig, at dette også er gældende for menneskets mentale processer.
Både vores opmærksomhed, vores tanker og vores følelser – og dermed også måden hvorpå vi opfatter og oplever os selv, andre mennesker og verden i det hele taget – foregår langt hen ad vejen automatisk. På samme måde som med bevægelse af kroppen, ville det være enormt udfordrende og energikrævende, hvis vi konstant skulle styre vores opmærksomhed, tanker og følelser bevidst. Ved at automatisere sit arbejde, gør hjernen os i stedet i stand til at reagere og begå os i verden på hurtigere og mere enkel og effektiv vis.
Automatiseret opmærksomhed, følelser og tanker er jo godt alt den stund, at disse processer fungerer, som vi gerne vil have det.
Men hvad nu, hvis de ikke gør?
Hvad hvis de eksempelvis indebærer konstant bekymring om fremtiden eller evigt tilbagevendende ruminering om fortiden? Hvad nu, hvis vores oplevelse og opfattelse af os selv, andre mennesker og verden omkring os ikke gør godt for hverken os selv eller andre?
Jeg tror stadig, at jeg har til gode at møde et menneske, der føler sig 100% tilpas, glad og fri i sig selv og i sit liv.
Noget kunne altså tyde på, at hjernens evne til at skabe automatpiloter for vores forhold til os selv og verden omkring os også kan have nogle utilsigtede konsekvenser. Vi kan få en bedre forståelse for disse konsekvenser ved at tage et nærmere kig på først opmærksomhedens og derefter vores tankers og følelsers overordnede væsen.
Opmærksomhedens kraft
Vores opmærksomhed er, ligesom så meget andet når det kommer til mennesket, en meget kompleks størrelse, og jeg har derfor tilladt mig at forsimple det lidt her i forsøget på at gøre det mere virkelighedsnært og forståeligt. Vigtigst af alt er i denne sammenhæng at forstå, at opmærksomheden ikke bare er noget, der sker.
Det er en aktiv proces.
Noget vi gør.
Vi modtager konstant en lind strøm af information fra både vores sanser, der er vendt ud mod den ydre verden, og dem, der er vendt ind imod vores indre liv og indre tilstande. Så meget information, at det ville give vores hjerne og nervesystem temmelig meget informationsoverload, hvis vi skulle forholde os til det hele på én gang. Vores hjerne må derfor konstant forsøge at vurdere, hvad vi i forskellige situationer har brug for at vide og være bevidste om, for derpå at kunne sende vores opmærksomhed i den retning.
Er vores tanker det mest væsentlige?
Eller det, der sker i vores omgivelser?
Eller måske signalerne fra vores kroppe er det vigtigste i netop dette øjeblik?
Via opmærksomheden udvælger hjernen løbende noget information frem for noget andet, som derpå bliver sendt til hjernebarken, så vi bliver bevidste om den og kan bearbejde den. Dette stiller dels høje krav til prioriteringen af, hvilken information der bliver udvalgt, og dels betyder det, at det er et meget beskåret billede af virkeligheden, vi tager ind:
Der kan være vigtige ting, vi simpelthen ikke lægger mærke til.
Når hjernen så samtidig hele tiden stræber efter at automatisere sit arbejde, så betyder det, at dét, du ofte lægger mærke til i dig selv og i din omverden, det bliver du bedre og bedre til at lægge mærke til. Efterhånden skaber det, hjernen bringer ind i vores opmærksomhedsfelt, nogle stærke og motorvejslignende netværk på tværs af tusindvis af nerveceller, hvormed udvælgelsen af noget information på bekostning af noget andet sker mere og mere automatisk. Dette kan eksempelvis være en del af forklaringen på, hvorfor flere undersøgelser viser, at mennesker, der lider af depression, primært lægger mærke til “sure” ansigtsudtryk på andre medmennesker og ofte kun ser de hårde og negative nyheder i avisen. Det er dog vigtigt at understrege, at automatikken ikke kun udspiller sig for mennesker, der kæmper med svære psykologiske udfordringer som eksempelvis depression. Hjernen forsøger at automatisere sit arbejde hos os alle sammen…
… Hvis vi ofte er opmærksomme på alt det, der potentielt kan gå galt, så bliver vi rigtig dygtige til at bekymre os og være i fremtiden.
… Hvis vi ofte bruger vores opmærksomhed på at gennemgå og ruminere over ting, der allerede er sket, så bliver vi rigtig gode til at være i fortiden.
… Hvis vi hele tiden fokuserer på alt det, vi synes, at vi mangler og ikke er tilfredse med, så bliver vi på samme måde utrolig gode til at lægge mærke til fejl og mangler.
Sagt på en anden måde:
Dét, vi fokuserer på, vokser.
Opmærksomheden er dermed en stor og vigtig kraft, fordi den er afgørende for, hvad vi lægger mærke til både i og udenfor os selv, og fordi dette omvendt får betydning for, hvad vi vil lægge mærke til i fremtiden. Det vigtigste at understrege i denne sammenhæng er, at denne udvælgelse – for at sætte det lidt på spidsen – ikke er “gratis”. Det er klart, at det har konsekvenser for vores livskvalitet og velbefindende, hvad vi vælger at fokusere på:
Alt det, der er mørkt, negativt og nedtrykkende – eller alt det, der lyst, positivt og opløftende.
Alt det, der potentielt kan gå galt – eller alt det, der går præcis, som det skal.
Alt det, vi mangler og ikke er tilfredse med – eller alt det, vi har og taknemmeligheden over dette.
Det, vi fokuserer på, udgør med andre ord grundlaget for, hvad vi tænker og føler, hvilket videre har stor betydning for, hvordan vi har det, og hvad vi gør – og samtidig har vores tanker og følelser også stor indflydelse på, hvad vi bringer ind i vores opmærksomhedsfelt. Lad os kigge lidt nærmere på disse tanker og følelser.
Tankernes og følelsernes kraft
Selvom vores opmærksomhed står for udvælgelsen af noget information frem for noget andet, så har vores tanker og følelser også stor indvirkning på både selektionen og især måden, hvorpå denne information bliver opfanget og bearbejdet. Som psykiater og professor i Medicinsk Psykologi, Åsa Nilsonne, beskriver det i sin bog “Mindfulness i Hjernen”, så leverer opmærksomheden “råstoffet” til vores tanker og følelser, hvorefter tankerne og følelserne ofte er utrolig determinerende for, hvordan vi opfatter og reagerer på dette råstof.
Der er mange bud på, hvad tanker og følelser er for nogle størrelser, og ikke mindst i hvilken rækkefølge de ofte opstår i os. Åsa Nilsonne tager det ståsted, at vores tanker udgør en form for fortolkning på den information, opmærksomheden tager ind, imens følelserne er en reaktion på denne fortolkning – altså hvordan vi og vores kroppe forholder os til tankernes fortolkning. På den måde er tanker og følelser redskaber, vi har og er udstyret med, til at navigere i os selv og i verden omkring os. Jeg har brugt meget tid på at observere disse to forskellige og samtidig meget tæt forbundne processer, både hos mig selv og i mit faglige virke. Selvom vi kan diskutere, hvad der kommer først – hønen eller ægget – så vækker Åsas beskrivelse i stort omfang genklang hos mig.
Derfor er det følgende så utrolig vigtigt for os at begynde at forstå:
Verden er ikke bare noget, der “sker imod os”.
Virkeligheden er jo, som den er – men måden, hvorpå vi opfatter denne virkelighed, varierer helt enormt meget. Jeg ved af erfaring, at denne kendsgerning kan virke meget provokerende første gang, det bliver serveret for os. Men ikke desto mindre er det virkelig sådan, det er. Vi ser og opfatter allesammen os selv og verden gennem forskellige linser, som er de “fortolkningsfiltre”, informationen fra vores opmærksomhed ryger igennem, inden vi reagerer på det. Og for at sige det, som det er, så er disse linser ikke altid særlig godt pudset.
Lad mig prøve at give et eksempel, som jeg hørte engang til en workshop i mindfulness.
Prøv et øjeblik at forestille dig, at du går ned gennem en gågade sammen med en masse andre mennesker. Pludselig opfanger din opmærksomhed en mand, der står foran en dør og ringer på dørklokken med favnen fuld af en kæmpe buket røde roser. En kvinde lukker op, og manden giver buketten til kvinden med tårer i øjnene.
Prøv at observer, hvilken tolkning dine tanker laver om denne situation. Måske du hører dig selv tænke: “Wow, hvad mon han skal sige undskyld for?” Eller måske: “Ej hvor pinligt for hende, alle andre mennesker står jo og ser på! Det er da alt for meget.” Et af de andre mennesker, der går på gaden, ser også situationen, men her lyder tolkningen: “Årh, gid det var mig… Gid min kæreste var lige så betænksom.” En tredje persons tanker lyder: “Puha det må have været dyrt. Deres kærlighed er nok meget materiel.” Og en helt fjerde person bemærker situationen og tænker, at det da må være en dejlig overraskelse på sådan en gråvejrsdag.
Jeg håber, der tegner sig et billede af, hvor utrolig forskelligt, vi kan opfatte den helt samme – og i princippet fuldstændig neutrale – situation, og at der i alle tilfælde sker en dom i den fortolkning og dermed i de linser, vi ser situationen igennem.
Er det for meget eller for lidt?
Er det ønskværdigt eller uønskværdigt?
Er det godt eller dårligt?
Alt efter, hvad denne dom og tolkning indebærer, vil det sætte gang i et væld af forskellige følelser i vores kroppe. Vrede, flovhed, glæde, længsel, misundelse, taknemmelighed, utilstrækkelighed, skam – you name it.
De linser, vi går rundt og ser os selv og verden igennem, har altså enormt stor betydning for, hvordan vi faktisk har det… og for de fleste af os er tankernes domme og tolkninger blevet så automatiseret, at vi ikke engang bemærker, at det sker. Eftersom denne automatisering, som hjernen har udviklet, nødvendigvis må bygge på erfaringer og tanker fra fortiden, så bliver udfordringen, at vi kommer til at se vores nuværende situation gennem et filter af fortidige erfaringer og oplevelser.
Og er det altid hensigtsmæssigt?
Det korte svar er selvfølgelig:
Nej.
Det kan virkelig spænde ben for os, at vores tænkende og følende hjerner er betinget af erfaringer og oplevelser fra fortiden, idet de ikke altid drager de rigtige konklusioner på baggrund af den information, de modtager i det nærværende øjeblik. For de fleste af os vil dette jo eksempelvis indebære, at vi opfatter, reagerer og dermed håndterer svære situationer idag som voksne på samme måde, som vi gjorde som børn; ved at gå i forsvar, gå til angreb, trække os og flygte eller dissociere og forsvinde. Og ikke nok med det, så har hjernen for de fleste af os også automatiseret, at den konstant bruger en – for nogles vedkommende stor – del af vores opmærksomhed på at prøve på at forudse fremtiden i forsøget på at undgå smerte og ubehag samt sikre tilfredsstillelsen af vores behov og dermed vores overlevelse.
Kogt lidt ind til sin essens, ender vi altså med følgende:
En hjerne, der bruger fortiden til at genkende ting, situationer og oplevelser i Nuet, for på den måde at prøve på at forudse fremtiden.
Der er ingen tvivl om, at denne dynamik i visse situationer kan være meget brugbar – når vi eksempelvis skal bestille et par sko over nettet, og vores erfaring kan give os et bud på, hvilken størrelse der bedst passer os nu og i den nærmeste fremtid. Det sparer jo en hel del spildt forsendelse frem og tilbage. Men når vi står og skal til en vigtig eksamen, jobsamtale eller en betydningsfuld date, og vores hjerne pr automatik begynder at farve den nuværende situation med gammel erfaring fra fortiden, hvor vi oplevede at blive latterliggjort, nedgjort eller skuffede over os selv og vores præstation, og vores hjerne bruger disse linser til at forsøge at forudse og styre vores opmærksomhed i den forestående situation… så kommer vi altså i problemer.
Vi bliver enormt begrænset i at have en mere fri, åben, fleksibel og ikke mindst direkte oplevelse af den situation, vi befinder os i. Jeg vil i et senere indlæg gå meget mere i dybden med et bud på, hvordan vores forskellige linser ser ud, samt hvorfor de bliver udviklet – for nu vil jeg blot dvæle ved, at de fleste af os virkelig trænger til at få kigget på vores psykologi og derved få pudset vores linser. Jeg tror nemlig, at det er her, vi finder nogle virkelig centrale svar på de spørgsmål, jeg indledte dagens indlæg med – nemlig hvad nærvær er, hvorfor det er så vigtigt for os, og hvad der kan forstyrre os i at være nærværende og i stedet gøre os fraværende.
Nærværets Kraft
Vi kan ikke ændre på noget, vi ikke er bevidste om. Men er vi så bare dømt til at acceptere og leve med de automatpiloter, vi gennem vores liv har udviklet, som egentlig ikke skaber det indre og ydre liv, vi i bund og grund ønsker os og længes efter?
Igen er svaret heldigvis:
Nej!
Vi er som mennesker udstyret med en fri vilje (omend graden heraf kan og bliver diskuteret heftigt) samt en psykologi og hjerne, der er foranderlig. Det betyder, at vi kan forstærke og automatisere den måde at være i verden på, som vi ønsker os.
Vi er ikke tvunget til at acceptere vores nuværende opmærksomheds automatiske udvælgelse af noget information frem for noget andet – vi kan bevidst vælge, hvad vi vil rette vores opmærksomhed mod, hvilket dermed får betydning for, hvad vi i fremtiden vil lægge mærke.
Vi er ikke tvunget til at acceptere de linser, vi ser os selv og verden igennem – vi kan bevidst vælge at øve os i ikke at lytte til vores tankers domme og fortolkninger. Faktisk vil observationen af vores tankestrømme nok berige os alle med den vigtige indsigt, at det meste af vores tankevirksomhed i bund og grund bare er domme, vurderinger og forhåndsantagelser, som i sandhed stjæler vores adgang til den umiddelbare og nysgerrige oplevelse fra øjeblik til øjeblik. I stedet kan vi vælge en meget mere kærlig, understøttende, accepterende og rummelig indre dialog, som dermed også begynder at påvirke det filter, vi ser verden igennem.
Sidst men ikke mindst er vi heller ikke tvunget til at være i vores følelsers “vold” – vi kan bevidst vælge ikke at reagere på vores følelser og i stedet lade dem passere. Dette vil for mange af os faktisk vise sig at give utrolig god mening, når vi begynder at få øje på, at følelser er utrolig foranderlige, og at de i mange tilfælde er opstået på baggrund af nogle tanker, som simpelthen ikke er sande eller gavnlige for os. Dermed bliver der efterhånden plads til de følelser, der meget mere ærligt og præcist afspejler, hvordan vi har det, hvormed vi kan begynde at handle i verden efter vores mere ærlige og autentiske behov. Samtidig kan vi begynde at forstærke de følelser, der beriger vores liv, såsom glæde, taknemmelighed, fred, medfølelse, velvilje og kærlighed.
Hjernens foranderlighed bliver altså her igen helt central: Det, der er blevet automatiseret, kan DE-automatiseres og ændres! Hvis en mand, der ikke kan se, kan omstille sin hjerne til at udnytte høresansen på en måde, der for mennesket aldrig er set før, for på den måde at kunne leve det liv, han gerne vil – så kan vi også omstille vores hjerne til nye vaner for vores mentale processer, der kan give os større fleksibilitet og frihed i vores reaktioner og adfærd.
Som Åsa Nilsonne så smukt beskriver det:
“Hjernen befinder sig i konstant forandring og forvandling. Hjernen påvirkes hvert eneste sekund af alt, hvad den oplever og gør. I et vist omfang bliver vi dermed skabt på ny i hvert eneste øjeblik. Nye muligheder åbner sig, og et ændret perspektiv kan betyde, at det gamle bliver spændende igen. Vi kan se, høre og føle på andre måder end før. Vi kan tænke og reagere på nye måder – ellers ville effektiv psykoterapi ikke være mulig.”
Fra bogen “Mindfulness i Hjernen”, af Åsa Nilsonne.
Det, jeg forsøger at nærme mig, handler dybest set om, at vi kan begynde at tage ansvar for det, vi opfatter, oplever og gør. Men her kommer den måske allervigtigste pointe også ind i billedet:
At tage ansvar for og ændre på vores forhold til os selv og vores omverden kræver jo netop en bevidsthed om, hvad det faktisk er, vi oplever og gør, samt en refleksion over hvorvidt dette er ønskværdigt for os.
Denne bevidsthed og refleksion kan for mig at se kun opstå gennem fuld tilstedeværelse i Nuet – med andre ord gennem nærværet.
Når du er fuldt tilstede.
Med hele dig.
Og det, der sker både inden i dig og uden for dig.
Det er her, du har muligheden for at opleve mere direkte, hvordan du og andre mennesker faktisk har det og er i verden i dette øjeblik, og hvorvidt dine reaktioner og adfærd er styret af dig eller af dine automatpiloter. For selvom automatpiloterne bygger på fortidige oplevelser, så udspiller de sig jo altid i Nuet, og det er dermed også kun i bevidst tilstedeværelse i Nuet, at du kan vælge at slå automatpiloten fra og gøre noget andet.
Vi så tidligere, at vores hjerne – vores psykologi om du vil – på automatisk vis bruger fortiden til at genkende ting i Nuet for på den måde at kunne forudse fremtiden. Jeg håber, at det begynder at blive tydeligt, hvorfor det at bruge så meget af vores opmærksomhed i vores automatiske tankemønstre, som mange af os gør, virkelig spænder ben for nærværet:
Tankerne er jo netop optaget af enten fortiden eller fremtiden og aldrig det, der sker lige nu og her helt uden filter. Og eftersom nærvær altid opstår gennem en særlig kvalitet af tilstedeværelse i Nuet – en eller anden form for unik balance mellem det kropslige, det mentale og det hjertelige – så må tankernes væsen siges at være et ofte temmelig forstyrrende element.
Jeg hørte engang den spirituelle psykolog og forfatter Kisser Paludan fortælle på et kursus, at nærværet giver os mulighed for at skabe et rum mellem den information, vores opmærksomhed bringer ind i vores bevidsthed, og den reaktion vi har på denne information – inden for psykologien også kaldt stimuli – respons. Hvis vi har en meget lav grad af nærvær med os selv, vil vores væren i verden næsten udelukkende bestå af reaktioner på stimuli styret af bagvedliggende automatpiloter, der er blevet ufatteligt stærke og dygtige til meget få måder at reagere på. Og som vi så ved eksemplet med manden og roserne fra tidligere, så indebærer hvert eneste øjeblik jo et uendeligt antal af måder at opfatte og reagere på, hvorfor et lavt nærvær selvsagt er utrolig begrænsende for vores måde at leve på.
Med et stærkt nærvær med os selv skaber vi i stedet et rum, hvor vi giver os selv muligheden for at bemærke mange flere af disse muligheder og derpå træffe et bevidst valg, der hverken er betinget af fortiden eller et forsøg på at forudse fremtiden. Vi giver os selv muligheden for at kravle op i små indre udkigsposter, hvorfra vi kan træffe valg ud fra vores dybere og mere langsigtede værdier, som de er aktuelle netop nu. Værdier for, hvilket menneske vi ønsker at være, og hvordan vi gerne vil være i livet på.
Ved at træne dit nærvær med dig selv, træner du altså din frihed til:
At være den, du gerne vil være.
At agere på den måde, du gerne vil.
At have det nære og tætte forhold til dig selv, som vi alle sammen dybest set længes efter og ofte kommer til at søge efter udenfor os selv gennem nære og tætte relationer til andre mennesker eller materielle ting og intense oplevelser.
At tilbyde andre mennesker livets måske største gave; et oprigtigt og ægte nærvær, som i sidste ende kun er muligt, hvis vi samtidig også er helt til stede i os selv – ellers er der simpelthen ikke nogen hjemme for den anden at skabe kontakt med.
Nærværet giver os med andre ord mulighed for at tage ansvar for vores hjerne, vores psykologi, og dermed vores måde at opfatte os selv, andre mennesker og omverdenen på generelt. Det er selve forudsætningen for vores mulighed for at slå automatpiloterne fra, så vi kan overveje om det, vi har gang i, nu også er den bedste måde at bruge hvert øjeblik på. Hvad end det handler om, at hjernen er i gang med at sammenligne os med andre, bekymre sig om fremtiden, fortryde noget i fortiden eller sende os lange rapporter om, hvor utilstrækkelige vi er. Nærværet giver os mulighed for at komme til stede med det Nu, der er – opdagelsen af den automatpilot, der har overtaget vores oplevelse – og derfra bevidst vælge at skabe det Nu, som vi ud fra vores dybe værdier ønsker os.
Og dette leder os frem til et helt oplagt og afgørende spørgsmål:
Hvem og hvad er vi så, når vi ikke er vores automatpiloter?
Opdagelsen af vores Sande Selv
Hvem er vi, når vi bevidst vælger at slå automatpiloterne og dermed alle vores gamle linser, reaktionsmønstre og adfærd fra? Det spørgsmål har jeg virkelig været optaget af både fagligt og personligt i en del år efterhånden.
Der findes rigtig mange svar på dette spørgsmål, og jeg vil i mit næste indlæg komme med mit foreløbige bud herpå ved at tage udgangspunkt i nogle teorier og redskaber – især inden for den spirituelle psykologi – der virkelig har hjulpet mig på vej på min rejse mod et liv som helt menneske. For nu vil jeg lade spørgsmålet stå åbent…
… Jeg vil i stedet invitere dig til, at du går på opdagelse i, hvad dit svar er. Jeg kan hjælpe dig på vej ved at sende din opmærksomhed og nysgerrighed i retning af, at der må være noget andet.
En dybere del af dig, som for dig føles mere ægte, hel og autentisk.
En del af dig, der inden for flere psykologiske teorier og spirituelle værker kaldes dit Sande Selv, din Essens eller din Sjæl.
Uanset hvad vi kalder dette sted, så er det den del af dig, som du får en snert af, hver gang du oplever ægte nærvær. Og derfor tror jeg også, at det hele starter med nærvær.
Jeg tror, at nærvær er en forudsætning for udvikling.
Vi ved, at kærligt nærvær er afgørende for børns udvikling, fordi det kun er her, vi som forældre rigtig kan se børnenes behov, spejle deres følelser adækvat samt skabe sund og understøttende kontakt og tilknytning. De fleste af os har bare glemt, at det er fuldstændig det samme med vores forhold til os selv og andre som voksne mennesker. På samme måde ved vi, at kroppen konstant påvirkes af de beslutninger, vi tager omkring forhold som kost, drikke og motion, og at vi skal træne og vedligeholde vores muskler, hvis vi ønsker at være sunde, raske og frit bevægelige hele livet. Vi er til gengæld kun lige begyndt at forstå, at det selvsamme også er gældende for vores hjerne, sind og vores generelle indre liv. Vi skal træne og disciplinere vores hjerne og vores sind, hvis vi ønsker en psykologisk fleksibilitet og frihed, hvor vi har styringen og indflydelsen på, hvem vi er, samt hvad vi gør, og ikke gamle reaktions- og adfærdsmønstre styret af automatpiloter.
Udforskningen af, hvem og hvad du er, hvis du ikke er dine automatpiloter, starter altså med, at du begynder at komme til stede i dig selv og skabe kontakt indadtil. Det starter med, at du begynder at forstå, at dét, du fokuserer på, vokser. Det er kun herfra, at du kan opdage, når automatpiloterne har taget styringen. Og det er derfor også kun herfra, at du kan slå automatpiloten fra og give dig selv et rum mellem stimuli og respons til at mærke efter, hvordan du vil forholde dig til det, din opmærksomhed har registreret, og dermed begynde at forstærke måder at være i verden på, som føles rigtige og autentiske for dig.
Det hele starter med nærvær.
Find nærværspraksisser, der passer for dig
Træningen af nærværet starter i min optik med, at du begynder at lægge mærke til, hvornår du føler dig nærværende, og hvornår du føler dig fraværende. Hvordan oplever du forskellen i dig, i din krop? Hvordan oplever andre omkring dig forskellen? Når vi får øje på disse forskelle, mærker de fleste af os en meget naturlig og stærk lyst til og motivation for at træne nærværet, da en tilværelse, der udspringer af nærvær, er noget helt andet end én, der udspringer af fraværet.
I nærværet er vi tilstede i livet med alt, hvad det indebærer.
Herfra handler det så om at gå på opdagelse i nogle nærværspraksisser, der passer til dig og dit temperament… og der er heldigvis utrolig mange måder at gøre det på! Ligesom der er uendeligt mange måder at træne vores kroppe på – og noget bare føles mere rigtigt for nogen end andre – så er det samme selvfølgelig også gældende, når det kommer til træningen af vores hjerne og udforskningen af vores indre liv. Det vigtige er bare, at den praksis, du vælger, indebærer en træning i at vende opmærksomheden indad, så du begynder at skabe forbindelse til den dybere del af dig selv.
Den del af dig, der ikke er dine automatpiloter.
Dette kan altså indebære ting som at bruge langsom og rolig tid i naturen, kramme et træ, meditere, lave langsom yoga eller at skrive dagbog. Det er kun fantasien, der sætter grænser. For mig selv personligt – og jeg har senere erfaret, at dette er tilfældet for rigtig mange andre også – startede mine nærværspraksisser med, at jeg begyndte at skabe kontakt ned i min krop. Kroppen er jo – i modsætning til vores tanker – altid til stede i Nuet. Kroppen er samtidig også det sted, der skal rumme de stemninger og reaktioner, som vores tanker og følelser kan piske op, og kroppen husker på en måde, som vi kun lige er begyndt at forstå. Dét at træne nærvær i kroppen ved at sende opmærksomheden rundt i de kropslige sanser og fornemmelser, at mærke åndedrættets bevægelse og kvalitet samt bevæge kroppen mindful og bevidst, kan derfor være en både udfordrende men også virkelig konkret indgangsvinkel. Det indebærer nemlig netop at begynde at trække opmærksomheden ud af tankernes domme, vurderinger og forhåndsantagelser, og på den måde kan du begynde at bryde dine opmærksomhedsvaner og skabe nye motorveje i din hjerne.
Så lad os starte der sammen.
Jeg har lagt nogle meditationer med fokus på kroppen op på min hjemmeside, som du er mere end velkommen til at gå på opdagelse i, og min intention er (hvis mit hjernerystede hoved kan følge med) at få lagt nogle yoga-videoer op i løbet af de næste måneder. Alternativt vil en søgning på Google eller Youtube også kunne give dig en masse inspiration, og hvis du ikke finder noget, der passer for dig, så skriv endelig til mig! Så skal jeg se, om jeg kan hjælpe dig på vej.
Tusind tak for, at du læste med i dette indlæg om mine tanker om nærvær. Har du spørgsmål eller kommentarer, er du mere end velkommen til at skrive dem herunder eller sende dem til mig personligt.
De kærligste hilsner,
Videre inspiration til mere om nærvær?
Hvis dette indlæg har vakt din nysgerrighed, og du derfor er interesseret i forslag til steder, hvor du kan gå på videre opdagelse, så kan jeg varmt anbefale følgende:
- “Mindfulness I Hjernen” af Åsa Nilsonne. Fantastisk og forholdsvis nemt tilgængelig bog om mødet mellem Neurovidenskaben og Mindfulness-traditionerne.
- “Elsk Den Du Er” af Kisser Paludan. Kisser er så utrolig dygtig til at formidle svære, diffuse og sårbare emner, og hendes arbejde er en enorm inspirationskilde for mig.
- Min dygtige underviser og supervisor Ronni Vistisens podcastserie, der især belyser spændende forbindelser mellem det kropslige, det psykiske og det følelsesmæssige, som den menneskelige tilværelse indebærer.
- Sidst men ikke mindst er du som altid mere end velkommen til at kontakte mig, hvis noget i dig kalder på healing, og du ikke helt selv ved, hvor du skal starte. Første skridt er for de fleste af os at række ud og bede om hjælp.
Måske tiden nu er rigtig for dig 🙂